Månedsarkiv: august 2015

Robinsonlisten?

Hvad Søren er det , tænkte jeg, da jeg læste om det i en håndbog for pårørende “Når de gamle bliver ældre”.

“En intetanende telefonsælger kan let sælge et abonnement på strikkeblade til din gamle mor, som hun har glemt alt om næste dag. Men I kan faktisk undgå adresserede salgsreklamer og telefonopkald ved sammen at gå ind på borger.dk og registrere din mor på Robinsonlisten.”

OK… det vidste jeg ikke. Jeg har ofte besøgt ældre med syns- og høreproblemer, der ikke har fanget hvad salgsreklamer og telefonopkald gik ud på. De unge telefonsælgere taler ofte hurtigt og smart. Jeg bliver selv forvirret og vil nu kikke nærmere på denne Robinsonliste, der hverken byder på øde øer eller tvkonkurrencer.

Ok , nu har jeg frameldt mig kontakter i markedsføringsøjemed. Sagsbehandlingstid er op til tre måneder, men så gælder den også i 100 år. Det må være rigeligt!

image

Kirsten

Vild med dans

Da jeg var barn, dansede mine søstre og jeg  i timevis i stuen med musik fra vores forældres pladespiller med  LP plader. Når der var familiefest og vi dansede med onklerne,blev min ene søster altid vildt  beundret.

Hun var  da også god til at danse, havde rytmesans og var pæn, men hun var også døv og tænk at kunne danse uden at høre musikken.Tanterne var vilde. Jeg blev lidt irriteret, for jeg øvede mig, men var og er ikke specielt god til dans!

Senere da jeg en årrække var  lærer på Nyborgskolen, som var en slags  efterskole for unge, der var døve eller havde et høretab, har jeg aldrig oplevet en fest  uden  dans og ja høj musik. .. og der var rytme i de unge mennesker.. i de fleste  af dem i hvert fald og de kunne lide det.

Så høretab er ingen hindring. Jeg faldt i min sommeferie over en historie med en amerikansk døv kvinde  med RP, Kerry Thomsen, der underviser  i salsa og  har en vision om, at alle med og uden funktionsnedsættelser kan mødes i dansen.

Jeg linker en lille film, hvor hun danser og fortæller. Hun  er født døv og fik konstateret sin RP, da hun var 10 år. Hun fortæller i baggrunden på amerikansk, og vi ser hende i den lille film kommunikere på både visuel og taktilt amerikansk tegnsprog.

Se Kerry Thomsen underviser døve i Salsa her

Det er lidt langt at tage til USA og lære Salsa, men jeg tror godt, at jeg turde give mig i kast med det hos Kerry, som ved, hvordan hun skal tilpasse sin instruktion til det menneske, hun står foran. Og det, der trøster mig, er, at hun øvede og det hjalp.

Syn- og/eller høretab og/eller klodsethed  ingen hindring.

Så det kan være, at også  jeg skal øve mig på noget danseværk  og byde  op til dans…

Jeg har dog en gang danset i karneval i Brasilien  for 20 år siden!

carneval
Mig i bevægelse(slow samba )

Kirsten