Månedsarkiv: marts 2016

Vi ville ikke være foruden vores søstre

Vi har flyttet rundt på vores kontorer på CFD Rådgivning både i Odense og Fredericia. Ved oprydningen, eller forsøg på når ting skal pakkes ned og op, fandt jeg en fin lille børnebog, som er over 30 år gammel.

I have a sister

Børnebog “I Have A Sister-My Sister Is Deaf” ligger på mit skrivebord

Denne børnebog fik jeg,  da jeg blev 30 år af min søster, der er tegnsproget døv. Jeg brugte den flittigt i min tid som underviser i begynderengelsk for unge døve på Nyborgskolen for mange år siden. Jeg har ikke set den i mange år.

At være pårørende til et menneske med en funktionsnedsættelse, kan give  både bekymring, sorg og glæde .

Vi har på CDFs hjemmeside en lille artikel med to søstre, der beskriver opvæksten med en døv og døvblind søster : Soeskende2010

Også Socialstyrelsen har samlet  en række historier fra forskellige familiemedlemmer til mennesker  med et kombineret syns- og høretab.

Pårørende i centrum

“Hvis du kan leve med det, så kan jeg også”

Sådan sagde Karen, da hendes mand tidligt i deres forhold tog sig mod til at fortælle om sin kombinerede høre- og synsnedsættelse. Hun fortæller i en af artiklerne fra Socialstyrelsens artikelsamling om at være kone til en mand med Usher 2.

Min erfaring er at også pårørende til voksne med funktionsnedsættelse har brug for snak og netværk, så man finder sin rolle i relationen. At skulle være øjne og øre i mange sammenhænge  er ikke ensbetydende med, at man overtager ansvaret. Man  kan risikere at få nogle dumme vaner i parforholdet, som søskende eller som voksne børn.

Som Karen fra artiklen siger, drejer det sig om en god rollefordeling.

Netop kommunikation i parforholdet og familien afholder CFD Rådgivning kurser i.

Jeg har to gode kollegaer, der  udover at være døvblindekonsulenter har taget uddannelse i  PREP, som er en metode til god kommunikation i parforhold.

De næste kurser er lørdag d. 21.maj i København og lørdag d 28.maj i Fredericia.

Flere oplysninger kan fås hos Jane Seiler jas@cfd.dk eller Jette Mistegård Jørgensen jmj@cfd.dk

Kirsten

Støt RP-nyt og spørg øjenlægen om dit RP-syn

 RP   Et netværk med øje for dig

Der er snart deadline for indkommende artikler til RP-Nyt nr. 2. Deadline er d.1 maj og med udgivelse d. 1 juni.

Har man artikler, læserbreve, smart tips eller bare vil dele ud af sine egne erfaringer, måske med sjove historier, så send det til RP-Nyts redaktion på mailadressen:

rp-nyt@blind.dk Det kan også være en god artikel du har fundet på nettet. Så send linket til os, så skal vi nok prøve at indhente tilladelse til at bringe det i RP-Nyt.

Spørg om dit RP-syn

Har du et spørgsmål om dit RP syn så har vi nu en fast rubrik i RP-Nyt der hedder ”spørg øjenlægen”. Så send dit spørgsmål til RP-Nyts mailadresse: rp-nyt@blind.dk Vi vil så sende det videre til læge Mette Bertelsen.

Kun spørgsmål der kommer i RP-Nyt, vil blive besvaret. Du kan naturligvis fremtræde anonym i bladet.

Så vi opfordrer jer til at komme med jeres spørgsmål.

Kort præsentation af Mette Bertelsen:

Mette har de seneste år forsket indenfor RP og andre relaterede arvelige nethindesygdomme og opnået en ph.d. grad om emnet. Mette er hovedansvarlig for RP-registret på Kennedy Centrets øjenklinik og arbejder herudover som læge på øjenklinikken, Rigshospitalet Glostrup.

Støt op omkring RP-Nyt og kom med jeres input.

RP-Nyts redaktion

Træning og tålmodighed

Nina  Nina

Nina Ernst Jensen er sammen med Hanne Vestergaard Ottesen med i vores følgegruppe til projekt  ” Kom igen!”. De er  repræsentanter for Foreningen af Danske Døvblinde FDDB og er begge meget aktive i foreningsarbejdet.

Hanne fortæller i blogindlægget “Ud af stilheden” en grum julehistorie, men også om træning og tålmodighed inden hun kunne bruge sit CI til at høre med. Hun understreger, at ikke alle med CI får så godt udbytte, som hun har haft.

Nina følges  i udsendelserne “Ud af stilheden” ,afsnit 2. Inden operationen har hun meget store udfordringer med at kommunikere med sine to drenge; en lille og en stor. Hendes hørelse er også faldet over tid og den store kan huske livet med en mor, der kunne kommunikere ubesværet på tomandshånd.

Hun er bestemt også skuffet ,da hendes CI bliver tilsluttet, men efter nogen tid  kan hun skelne ordene og vi ser, at hun kan tale med sine drenge og endog i mobiltelefon. Nina er tosproget  med tegnsprog og tale og har  skiftet mellem de to sprog afhængig af situationen. Da hun kommer til vores første følgegruppemøde, vil hun gerne have  tegnsprogstolk ,da hun ikke har mødt  os fra CFD og repræsentanten fra Socialstyrelsen før, men efter kort tid oplever vi i gruppen, at hvis vi taler en af gangen , tydeligt og  ind i mellem med lidt støttetegn, kan Nina følge med på dansk og foretrækker det.

Nina og jeg får en snak på Facetime om hendes forløb. Hun kan nikke genkendende til Hannes beskrivelse om træning og tålmodighed.

Nina er født hørehæmmet  og har som voksen fået konstateret Usher 2 og der er lyde hun aldrig tidligere har hørt. Hun har ikke på helt  samme måde kunne bygge på lyd-erindringer som Hanne. Hendes hørelse faldt, så hun blev næsten helt døv.

Hun valgte at få CI på begge ører samtidig og det krævede tålmodighed fra omgivelserne . Alle sagde at det var så fantastisk  og nu kunne Nina høre igen, men sådan var det jo ikke hele tiden og det kunne være svært at stå i. Nina kunne klare sig i dialog på tomandshånd, men med baggrundsstøj  kunne hun ikke skelne ordene.

Det bliver hendes hjerne dog bedre og bedre til. Hun gik ikke længe hos hørepædagogen, fordi det gik hurtigt fremad. Hun udfordrer sig hele tiden, lader være med at mundaflæse; tager til koncerter,kan følge med i  danske tegnefilm og dele det med sin søn( den lille). De har også for første gang været i biografen og se en dansk børnefilm.

Men hun bliver træt. En hel dag i Zoo, hvor hun bliver bombarderet med lyde og også skal færdes med sit indskrænkede synsfelt, så er hun færdig.

Det hørte jeg godt

Ninas CI- operation er gået særdeles godt og forleden sagde Nina mor noget i et rum og Nina svarede  fra et andet: Nina fortæller, at hun stoppede op og  tænkte” wauw”. Tænk at min mor nu oplever at kunne kommunikere med mig på afstand. Det er  altså muligt når  teknik og hjerne kan samarbejde om at lave  meningsfuld lyd.

Hanne oplevede dog med sin grumme julehistorie at blot 14 dage uden lyd, gav en lyddoven hjerne, der skulle trænes op igen.

Både Hanne og Nina betoner altså at træning og tålmodighed er nøgleord, når man har CI, at der er store forskelle på udbytte,  og at man aldrig bliver normalthørende.

Nina er i øvrigt i ugebladet Hjemmet i marts med sin historie

Hjemmet

God Påske!

Kirsten

 

 

 

“Ud af stilheden”

I øjeblikket sender TV 4 fire programmer  der hedder ” ud af stilheden”. Det handler om mennesker, der får indopereret et CI ( Choclear Implantat). Det er et avavceret høreapparat, som svært hørehæmmede og døve kan få gavn af.

Det er meget individuelt, hvor meget man får ud af en sådan operation. det fortæller Hanne Vetsergaard Ottesen om i nedestående interview. Hun fortæller også hvor svært det er, når implantatet går i stykker.

Hanne giver også et bud på hendes selvforståelse med og uden implantat.

Du kan høre Hannes interview ved at følge nedestående link

Interview med Hanne

Hvis du ikke har set tv udsendelsen kan du finde den på siden

http://www.dplay.dk/ud-af-stilheden/

Else Marie

Mor – Set fra en anden side

    Sandie
Sandie og hendes søn

 skrevet af Sandie Roland Tvergaard

I 2013 henvendte jeg mig til Kennedy Centret, fordi min mand Kasper og jeg overvejede at få et barn. På grund af min sygdom ville vi gerne have lavet en test på Kasper for at se, om han skulle være bærer af det gen, som ville gøre, at vores barn skulle få denne sygdom.

Da jeg var 1,5 år, fandt man ud af, at jeg ikke hørte så godt . Jeg blev derfor testet og skulle ganske rigtig have høreapparater på begge ører. Dette trivedes jeg fint med op igennem skoletiden med jævnlig  kontrol og talepædagog.

I 1994 fik jeg igennem en blodprøve konstateret, at jeg har arvet sygdommen RP – retinitis pigmentosa, Usher 2. Dvs. jeg er født med et middelsvært høretab og mit synsfelt er indsnævret til under 7 grader. Jeg er natteblind og samtidig meget lysfølsom, men mine hjælpemidler hjælper mig meget i min hverdag.

I 2014 fik vi svar fra Kennedy Centret om, at Kasper ikke er bærer af dette gen, men dog vil vores barn være genbærer, men vil ikke få denne sygdom. Vi vælger så derfor at gå i gang med at prøve på at blive gravide, og da vi når februar 2015, har vi en positiv graviditetstest.

Vi bliver senere henvist til en jordemoder. Jeg skal udfylde et spørgeskema og på dette skema skriver jeg, at jeg har nedsat syn og hørelse, da det er noget, der skal tages hensyn til. Det forstår den første jordmoder faktisk ikke. Under hele samtalen kan jeg slet ikke høre, hvad hun siger, selvom vi nævner det flere gange.

Kort tid efter denne samtale får jeg et nyt brev om, at jeg har fået en ny jordemoder, der hører under Familieambulatoriet. Familieambulatoriet varetager gravide, der er meget unge, har haft et stofmisbrug eller har et handicap. Dette bliver jeg rigtig glad for, da jeg så kun har haft denne ene jordemoder. Pudsigt nok har hun tidligere arbejdet med døvblinde og talte højt og tydeligt.

Mit forløb hos min jordemoder går rigtig fint. Hun sørger for at notere alt ned, så sygeplejerskene vidste hvilke hensyn, der skulle tages, når jeg kom på fødegangen.

Min graviditet gik rigtig godt; jeg havde ingen kvalme. Dog havde jeg meget vand i kroppen, og den sidste måned var jeg til kontrol flere gange, da man troede, jeg havde graviditetssukkersyge, hvilket jeg dog  ikke havde, men lå tæt på. Derfor valgte man mandag den 19. oktober kl.18 at sætte mig i gang med Angusta piller. Onsdag morgen gik vandet og mine veer begyndte så småt at sætte i gang. Sidst på eftermiddagen fik jeg ve-drop og så begyndte det at gå fremad, men efter 6-7 timer valgte jeg så at få rygmarvsbedøvelse . Det stoppede lidt af processen og da vi nåede hen af morgen, besluttede lægerne, at jeg skulle have akut kejsersnit.

Torsdag morgen  d. 22.oktober kl. 8.40 fik vi en dejlig og sund dreng på 4100 g og 55 cm lang. Det var en meget, meget lang fødsel, og jeg var meget træt, og det var Kasper også, som stod ved min side hele vejen igennem. Kasper gik med vores søn op til opvågningen, hvor jeg for første gang så ham.

Under selve fødslen, operationen og på opvågningen var alle flinke og meget opmærksomme på, om jeg hørte, hvad de sagde, samt tog mig i hånden, hvis der var ting, jeg skulle mærke.

Men så sluttede den gode opmærksomhed også der. Da vi kom ned på barselsgangen, var de første to sygeplejersker ret unge og havde faktisk på forhånd ”fordømt” mig, efter de havde læst i min journal fra min jordemoder. Den ene spurgte mig direkte, hvordan jeg skulle kunne håndtere en baby, når jeg hverken kunne høre eller se. Kasper og jeg blev begge meget overrasket over dette, og jeg forklarede dem, at jeg havde høre- og synsrest, men at jeg er et menneske som alle andre, der bare skal have lidt anderledes hjælp f.eks. med at føle sig frem og hjælpemidler. Men desværre mødte vi flere under dette ophold, der ikke nærede tillid til, at jeg kunne klare mig med mit handicap og nogle gange tror vi, de glemte, at Kasper jo sagtens kunne høre, hvad de talte om på gangene. Dog mødte vi også nogle, som spurgte om, hvad det var for nogle signaler, vi lavede(haptisk kommunikation) og flere så min elektroniske lup.

Efter 3 dages ophold på barselsgangen og 12 forskellige sygeplejersker, ville vi gerne hjem og starte vores familie.

Min sundhedsplejerske kom hjem til os på fjerde dagen, og hun var også informeret om min sygdom. Hun har dog været i kontakt med kommunen, da de også var usikre på, om jeg kunne have øjenkontakt med min søn, efter notaterne fra sygehuset. De har derfor været på hjemmebesøg hos os, hvor jeg bad min døvblindekonsulent være til stede også.
Dette møde gik rigtig fint, da socialrådgiveren godt kunne se, hvordan jeg trivedes og havde god  kontakt med vores søn; samt ved at jeg er inde i systemet, da jeg har en kontaktperson og hjælpemidler.

Den 22. februar er vores søn 4 måneder og en sund og rask dreng, som smiler meget og sover igennem om natten. Han får flaske og vandet måler jeg af med et bæger, der har en tyk sort streg, som jeg måler efter. Babyalarmen består af en sender, som er ved barnet. Den har forbindelse til et armbånd, som vibrerer, når han græder.

Hele dette forløb har været noget af en oplevelse. Både det at jeg skulle være gravid samt at være gravid med et handicap. Jeg håber og tror, at jeg har været en øjenåbner for visse personer, der faktisk dømmer folk, fordi de har et handicap.