Månedsarkiv: oktober 2016

Arbejde

Arbejde  et ord og en gerning med stor betydning.

img_0110

Billedet viser to figurer der bærer en firkantet blok.

Arbejde fylder meget i vores liv. Danskerne er det folkefærd der arbejder mest i Europa. Vi arbejder i gennemsnit 39 år af vores liv. Der er jo lavet mange undersøgelser på hvilken virkning arbejdet har på os. Så uanset om vi i perioder bliver stresset og må stoppe op og blive ladet op igen, så er og bliver det gennem arbejdet vi får mange af vores basale behov opfyldt. Tænker her på indtjening, socialt samvær, og ikke mindst ens identitet. Hvor ofte får man ikke spørgsmålet ” og hvad laver du så”.

Men det er jo ikke alle, der er lige heldige at have et arbejde, eller har nemt ved at få et. Hvis du er syns- og hørehæmmet, så er du ekstra udfordret. Som Kirsten før har skrevet om på bloggen viser nyeste forskning fra Sverige, at det at have et arbejde er en vigtig forudsætning for at have det godt fysisk og psykisk for personer med Usher 2.

Men hvad gør man så for at få et arbejde? En af mange barrierer er, at arbejdsgiveren ikke ved, hvilke kompensations- og støttemuligheder der findes i forbindelse med ansættelsen af en person med et handicap.

Det vil Dansk Handicap Forbund nu sætte fokus på. De har startet et Advisory Board af store og små virksomheder, som skal hjælpe forbundet med bedre at forstå de udfordringer, som virksomhederne sidder med i forhold til ansættelse af mennesker med handicap. I den forbindelse er det blevet klart at jobsøgende i en eller anden udstrækning bør komme med en pakke, som klart giver arbejdsgiveren en idé om:

• hvilke behov personen har
• hvad det vil betyde økonomisk
• og hvilke støttemuligheder der er

En af medlemmerne i Advisory Board direktør Camilla Høholt Smith ( direktør i organisationen work-live-stay Southern Denmark siger”) siger: ”For vores virksomheder handler det primært om at få de rette kompetencer til det rette job. Men bliver det for uklart, besværligt og mudret at hyre et menneske med handicap, så frygter jeg, at valget af en med rette kompetencer, som har et handicap, bliver så besværligt, at ansøgeren vælges fra på trods af gode kvalifikationer”. For som hun siger ” Det bliver aldrig virksomhedernes kerneopgave at kende til de offentlige støttemuligheder”.

Det kræver helt klart et tæt samarbejde med jobcentrene og de fagpersoner, der er omkring den enkelte person med et handicap. Som det er idag kan man først søge om kompensation og støtte, når arbejdsgiveren har sagt ja til ansættelse, og i Dansk Handicapforbund frygter man, at det kan skabe en unødvendig barriere.

I vores projekt ”Kom igen!” har vi haft et indlæg omkring kompensationsmuligheder af socialrådgiver Anne Katrine Jensen, som arbejder på et jobcenter, og derfor er helt up-to- date med lovgivningen på området.

Else Marie

img_0075

Billedet viser Anne Katrine Jensen, der er igang med undervisning.

 

Et lille lys i mørket

Efterårsferie for mange. Dejlig god plads på vejen om morgenen, men mørkt er det for os alle og for de mennesker med RP, som  jeg kender, bliver hverdagen mere besværlig det næste halve år.

Jeg besøgte en kvinde en regnsvejrsdag i sidste uge. “Ja, jeg kan  næsten ikke se noget i det her vejr, selvom det er blevet lyst. Den grå himmel hjælper mig ikke, så det er godt jeg kender ruten til bussen. Men i går et smukt vejr med  knaldblå himmel , herligt for  så kan jeg se.”

Forleden kom den triste nyhed ud  i medierne, at Trille, min ungdomsikon  fra 70erne med de mange sange, der stadig er gode at lytte til, døde kun 71 år gammel.

Jeg var heldig at høre hende fortælle om sit liv sidste år, hvor erindringsbogen “Altid har jeg længsel” blev udgivet.

Hun siger klogt: “Vi har brug for historier, der kan forbinde det mylder af tanker, følelser og tildragelser, et liv består af. Det er er en form for overlevelsesstrategi. ”

Det er lige netop det, vi prøver at have fokus på i  vores ” Kom igen!” projekt. At skabe en historier med mening og håb.

En af de sange  jeg har brugt i mit liv, når verden var grum er faktisk Trilles “Et lille lys i mørket”.

…”Og sådan er der altid et lille lys i mørket
det står og blafrer der et sted
men hvis du vil kunne se det
så må du ikke være mørkeræd”…

Vi  skal huske at opdage  de små hverdagsmirakler, som kan være en god oplevelse med en kær ven, et barn  eller ægtefælle, eller fugle på foderbrættet, eller f.eks. som menneske med RP og høretab faktisk at have klaret turen hjem fra arbejde med lygte og hvid stok uden særlig stress eller fået en god kulturel oplevelse med en kontaktperson, der gav roen til selve oplevelsen.

Selvom efterårs og vinterensomhed og begrænsninger i udfoldelse for mange mennesker  ikke mindst mennesker med RP og høretab kan føles grum, så er der altid “et lille lys i mørket”, når der er mod til at gå efter det  og man ikke er “mørkeræd”.

… Men det bliver dejligt , når det igen er lyst om morgenen og nemmere at komme ud af sengen.

photo-1476820865390-c52aeebb9891
Vej med efterårsskov

Kirsten

Tanker om kommunikation

Det har været en spændende uge. I mandags havde vi undervisning for kontaktpersoner i Valby om ”syn og hørelse”, og vi talte blandt andet om syns- og høretaktik. Vi gav eksempler på, hvordan personen med døvblindhed aktivt kan orientere omgivelserne om sine funktionsnedsættelser og behovet for særlig hensyntagen. Fx ved at bede samtalepartneren placere sig bedst muligt i forhold til lysindfald fra et vindue – og tale langsomt og tydeligt. Syns- og høretaktik har således til formål at forbedre kommunikationen. Vi talte om, at selvom det måske kan føles sårbart for personen med døvblindhed at fortælle åbent om sine egne begrænsninger, så er det faktisk et udtryk for enorm styrke. Vi var enige om, at det er mega sejt og fremfor alt er det utrolig hjælpsomt. Naturligvis ligger ansvaret, for at kommunikationen skal lykkes, hos alle parter i en samtale. Det kan derfor lige såvel være samtalepartneren der tilpasser sig ved ikke at sige noget med ryggen til eller fra et andet lokale.

I torsdags havde jeg fornøjelsen af at bidrage med en workshop om ”livet med høretab” i Middelfart, hvor kontaktpersoner fra Fyn og Jylland var samlet til det årlige todages kursus. I den forbindelse var Ph.d. studerende Christine Marie Lehane også inviteret til at fortælle om sit projekt vedrørende døvblindhed, som hun laver på Københavns Universitet. Hun er psykolog og er optaget af, hvilken indflydelse det kan have på parforholdet, hvis den ene part er funktionelt døvblind. Langsigtet ønsker Christine Marie Lehane at medvirke til, at parrene kan få bedre hjælp og støtte fx i forhold til deres indbyrdes kommunikation. Det er et område, som CFD´s døvblindekonsulenter allerede har fokus på med kurser for par.

Resultaterne fra Christine Marie Lehanes undersøgelse er ved at blive analyseret, men de foreløbige opgørelser peger i retning af, at det dobbelte sansetab i høj grad påvirker begges liv. Men det øger kvaliteten i parforholdet, når parrene er gode til at snakke om de ting, der er vanskelige ved døvblindheden. En åben og ærlig kommunikation gør det fx lettere for partneren at bakke personen med døvblindhed op og at give ham eller hende plads til at bevare sin selvstændighed. Her kan kontaktpersonen være med til at gøre det selvstændige liv mulig. Og jeg må sige, at jeg har mødt mange utroligt engagerede kontaktpersoner i den forgangne uge, der gerne vil dygtiggøre sig til arbejdet ude i hjemmene. Uanset hvor i landet det er og om personen med døvblindhed er i parforhold eller ikke.

Malene

Så er der åben for tilmelding til DBI 2017

logo

Selvom der er et helt år til den næste DBI konference, er der nu åbnet for tilmelding til konferencen. Det betyder også, at der nu er call for papers, det vil sige, hvis du har lyst at holde en workshop på konferencen, er det nu tid til at indsende en abstract, som vi skal have inden 10. januar 2017.

På hjemmesiden  http://dbi2017denmark.com/forside.aspx vil du finde oplysninger om hvordan man tilmelder sig, og hvordan en abstract skal se ud osv. Jeg kan love, det bliver nogle spændende dage, som vil dække over hele døvblindeområdet, og uanset om du arbejder med døvblindeblevne eller døvblindefødte, vil der være noget for alle.

Konferencen løber fra den 5. til den 8. september 2017, men allerede fra den 3. september vil der være preconferences, Usher Network har sagt de gerne deltage, Youth Network har også meddelt at de vil lave noget,  og der vil være en nordisk dag, så der er lagt op til masser af inspiration i september 2017. Alle disse netværk hører under Deafblind International (DBI) og der findes mange flere netværk så tjek http://www.deafblindinternational.org/index.htm  og se om der er noget, der har din interesse.

Else Marie