Alle indlæg af kirwas

Kom igen!- På besøg i netværkshuset

netværkshus

Jeg er lige kommet  hjem på kontoret med kom igen! kufferten med de tre huse. Vi har nu gennemført de sidste modul i vores  rehabiliteringsprojekt for mennesker med erhvervet døvblindhed. Vi havde  i gruppen af tegnprogsbrugere fokus på relationer og netværk og startede i søndags med vores fem deltagere og deres voksne pårørende, samt otte af gruppens i alt ti børn. Børnene gik for sig selv med to af vores familiekonsulenter, der netop har taget kursus i gruppesamtaler med børn og havde en eftermiddag sammen med andre børn  med en døvblind far eller mor.Det var en ide ,der opstod i “energihuset”, som var i april måned.

Som en af vores deltagere formulerede det: Vores børn har jo ikke valgt en mor eller far ,der er døvblind.

Kommunikation

Vi havde som i sidste netværkshus  inviteret vores to kolleger Jette Mistegård Jørgensen og Jane Seiler  til at give oplæg om den svære kommunikation i familien: Om sorg og bekymring og misforstået hensyntagen til hinanden, men også hvordan hverdagen kan glide lettere ved  at tale om det svære på rette tid og sted.

Også haptiske signaler blev introduceret  af selvstændig tegnsprogstolk Heidi Koch, der både professionelt og privat som pårørende bruger signaler på ryg og arm til at synsbeskrive. Heidi og hendes mand  delte ud af deres erfaringer og inspirerede til nye veje, som kan lette kommunikationen. F.eks. i køkkenet, hvis opvaskemaskinen tømmes ,så at  give et signal på ryg eller arm, så den synshæmmede  styrer uden om og undgår at støde ind i den og få et blåt mærke  og flere deltagere og deres pårørende blev inspireret til at  arbejde videre med det.

Fortællinger om livsomstilling

Både vores medlem i følgegruppen Nina Ernst Jensen og  en af “arkitekterne” bag ved  livsomstillingsmodellen, nemlig Britta Vestergaard, der sad i den nordiske referencegruppe omkring det projekt  gav gode og stærke oplæg om at leve med døvblindhed i relation til  familie, venner og kolleger .

Mentalisering

Er det nye “sort” sagde vores psykolog Marianne som gennem teori, øvelser og gruppearbejde gav bevidsthed om i hvor høj grad følelser styrer vores hverdag. “Det indre kompas”, kaldes følelserne af nogle teoretikere.

Emnet har også været oppe på flere kurser for kontaktpersoner

Next step

Ja det bliver det afsluttede interview af de fem deltagere på holdet for tegnsprogsbrugere..

Og så skal  Else Marie og jeg sammen med CFD Rådgivning samle  den viden vi have fået i projektet og  kikke på de mål vi har sat. Det munder ud i nogle artikler og en

temadag d 8/3 2018

hvor både deltagere fra projektet og professionelle samles og  et  rehabiliteringstilbud præsenteres!

KIrsten

 

Konferencesild eller sild på bordet i Aalborg

Omkring 500 mennesker er samlet på Ålborg kongrescenter og maden er god.Konferencesild bliver jeg nu aldrig. Det er hårdt at følge med på engelsk selvom der er FMudstyr og at netværke med de mange nationaliteter  i baggrundsstøj.Jeg fik da fortalt om den marineret sild og karrysalat på bordet til mine internationale kollegaer ved dagens frokost.

Logo fra DBI konference Touch of closeness

Det er nu andendagen på konferencen i Aalborg ,hvor  fælles emner omkring liv med både medfødt og erhvervet døvblindhed deles af mange forskellige typer fagpersoner . Her deltager også mange mennesker, der lever med døvblindhed som livsvilkår med skrivetolke , tegnsprogstolke og taktile tolke.Det er altid imponerende at se!

Usher-netværk

Inden konferencen åbnede på KUNSTEN i Ålborg mandag aften, deltog jeg i to dages konference i DBIs Usher-netværk ,hvor der også var spændende oplæg og dialog om livet med Usher både som barn og voksen.

Gavin fra England står ved sin PP

Gavin,som ses på fotoet fortalte om en engelsk undersøgelse ,hvor 90 personer med Usher deltog. Undersøgelsen handlede om psykisk velbefindende og viste at en del havde store psykiske udfordringer.Det ,der var hjælpsomt var social støtte. Som jeg tolkede det,altså et netværk og delagtighed i samfundet gav større sundhed.  Indlysende nok,men ikke så lige til i vores samfund.

At blive inkluderet

Jeg har de sidste dage hørt om at nogle samfund slet ikke giver mulighed for aktiviteter,men ildsjæle både  blandt døvblinde ,deres familier og fagfolk forsøger at skabe meningsfulde aktiviteter  for mennesker ,der er isoleret pga døvblindhed.

Jeg vandt en t-shirt  i en fin workshop fra Brasilien omkring at sejle som døvblind!

Jeg hørte igår Thorbjørn ,som har Usher 2 fra Sverige i skarpe vendinger kritiserer  de svenske myndigheder for at forhindre ham i fuld deltagelse i samfundet,grundet indskrænkninger i social støtte.

Kom igen!

Ja ,og Else Marie og jeg lavede igår en workshop om vores resultater indtil nu i projektet.

Vi bad vores internationale kollegaer  diskutere om der var noget, vi manglede i vores forslag til et rehabiliteringsforløb. På fotoet ser  I den ene gruppe diskutere indholdet i energihuset

En gruppe mennesker taler sammen
Gruppearbejde om indholdet i husene

Else Marie har også været med i planlægningsgruppen,som vi tidligere har fortalt på bloggen og hun har et stort netværk. Det kom os til gavn i workshoppen ,hvor vi fik internationale kollegaer til at skrive gode noter til os fra gruppearbejdet til vores videre arbejde med projektet.

Kirsten

Når lyd gør ondt

Så er jeg igen på det årlige Vingstedkursus for hørekonsulenter- i år sammen med gode kollegaer fra CFD rådgivning. Jeg sidder på mit værelse  og skriver samtidig med jeg kikker  ud på et regnfuldt, men smukt landskab tæt på Hærvejen.

Om lidt starter anden dag på kurset.

Majbritt og Christina foran vores lille stand på VIngstedcentret

Mine kollegaer Christina og Majbritt ved vores lille stand

Hjerne og lydopfattelse

Årets oplæg kredser om viden og praksis omkring mennesker, der bliver invalideret af lydoverfølsomhed og eller tinnitus. Senfølger efter hjernerystelse eller en nakke ,der er rykket kan være såkaldt hyperacuse, hvor livet kan gå helt i stå og man isolerer sig for at undgå lyd.Heldigvis forskes der ,også internationalt,så forskellige former for lydproblemer bliver defineret og vi har hørt om tværfagligt samarbejde og en helhedsorienteret tilgang- en vej vi i vores arbejdsområde kan nikke genkendende til.

Min søsters kaffekopper

Også mennesker med store høretab kan være sarte med lyd. Grænsen for hvornår en lyd er ubehagelig kan være langt mindre end  hos normalthørende og det er bøvlet,når en hørerest forstærkes med høreapparat. Da jeg var barn kunne min søster ikke holde ud at jeg grinede. Det tog mig tid at forstå at selvom hun var døv , når jeg talte, kunne hun høre mine lyde ,når jeg grinede og lydene var ubehagelige for hende.

Senere, da vi blev voksne ,arvede jeg nogle kaffekopper, der i hendes øre larmede for meget, når kop blev sat på underkop. Det fnisede vi af. Jeg tænker at nogle af jer, der læser bloggen  kan nikke genkendende til lyde, der er mere end trælse…

Hørevanskeligheder er ikke bare høretab

Der er virkelig mange områder omkring lyd og hjerne ,hvor vores kollegaer i høreområdet samarbejder med hinanden i netværk og i samspil med forskning for at finde denrigtige behandling. Jeg er imponeret over ,hvor langt de er ,ikke mindst i anerkendelsen af de oplevede problemer. Da jeg startede i branchen for mange år siden, husker jeg en overlæge der sagde, at borgere med tinnitus og lydoverfølsomhed bare havde “ondt i livet”.

Nu ved vi meget mere om at f.eks.stresstilstand og traumer også kan give hørevanskeligheder i form af lydoverfølsomhed og tinnitus.KUnsten er at få krop og hjerne til at falde til ro igen.

Jeg glæder mig til om lidt at gå i salen og endnu mere få viden og inspiration til vores lille hjørne af arbejdet med høretab.

Og så hjem og vaske tøj. I næste uge er det DBI konferencen  i Aalborg, som vi har skrevet om jævnligt de sidste års tid. Og nu er det nu!

KIrsten

 

 

På arbejde med Usher- produktionsmedarbejder i træindustrien

Så er ferie slut for de fleste og vi genoptager vores serie “På arbejde med Usher”.

Nicklas K.K. Nielsen er 27 år og fik for 3 år siden sin diagnose Usher 2.Han har prøvet mange forskellige retninger arbejdsmæssigt og diagnosen satte i nogen tid en stopper for ønsket om et ordinært arbejde; men Nicklas gav ikke op.

Han har hele tiden ønsket noget fysisk arbejde og  ikke haft mod på en egentlig uddannelse og han har derfor været ekstra udfordret på at finde fodfæste på det ordinære arbejdsmarkedet med sin funktionsnedsættelse. Det er nu endelig lykkedes ved egen ihærdighed via et vikarbureau og tillykke med det!

Pauser

Som Nicklas fortæller kan pauser være anstrengende høremæssigt og man kan risikere at blive sat udenfor det sociale fælleskab på arbejdspladsen. Som Nicklas siger, så vær åben om det du ikke kan. Et fællesskab er at inddrage alle og kollegaerne kan jo sagtens opdraget til f.eks. at prikke til en , bruge lidt naturlige tegn og mimik og lade være med at tale med mad i munden.

Kirsten

 

Har du brune ben eller blege ben ligesom jeg?

Jeg har lige mødt en af dem, da jeg var på vej hen for at hente min yngste i børnehaven. En af dem med shorts og brune ben. Jeg gemmer mine blege ben under lange bukser. For jeg hører selv til dem, der har tilbragt hele sommeren her i Danmark. En sommer der vil gå over i historien som en dårlig sommer. Rejsebureauerne har lige nu kronede dage. For rigtig mange danskere vil gerne sydpå i efterårsferien og vinterhalvåret i det hele taget.

Vesterhavets skønhed

Jeg har med længsel set på og (i venlighed) “liket” det ene Facebook opslag efter det andet med billeder fra “de andres” solferier. Samtidig tilbragte jeg en uge ved Vesterhavet, der har nogle af de smukkeste strande i verden. Vejret mindede mere om en efterårsferie, men der var stadig skønt, og børnene løb da også frejdigt ud i bølgerne. Vi voksne havde lyst ind imellem mest lyst til at sidde med en kop kaffe/the bag rattet på bilen og kigge på dem.

Nærhed og nærvær

Bortset fra min længsel efter varme og mine blege ben, så har jeg haft en god sommerferie. Vi har mærket sandet fyge om benene på os. Vi er blevet drivvåde af pludselige regnbyger, og hele familien sad tæt under en parasol i Fårup Sommerland, da tordenvejret brød løs, så alle aktiviteterne lukkede. Jeg tror, at 2017 er er en sommer, som hele familien vil huske.

Det allerbedste har været, at vi ikke har skullet ud af døren om morgenen. Vi har kunnet gå rundt med nattøj på. Vejret indbød sjældent til andet. Vi har spillet brætspil, lagt puslespil og fået gjort status med hinanden. Tid til nærhed og nærvær. Sol eller ej så er det vigtigere end alt muligt andet. For det er det, som vi skal leve videre på, når hverdagen kører hurtigt.

Malene