Jeg har et lillebitte  naivistisk maleri af Walter Schaldemose hængende i min stue, som jeg kom til at tænke på, da jeg læse om “Det falske Jeg” i bogen “Hørselstap -stress og mestring”, bogen som  jeg omtalte i sidste blogindlæg om mundaflæsning.

I kognitiv terapi taler man om uhensigtsmæssige tankemønstre, der kan udvikle sig til  et falsk jeg, hvis man f.eks. holder skjult at man hører ( og ser ) dårligt.

Ansigtsarbejde

Min kollega fra Århus, Connie Møller ,som er kandidat i pædagogisk antropologi ,har netop lavet et oplæg til et af vores kontaktpersonmøde om ansigtsarbejde med udgangspunkt i en teori af en sociolog, der hedder Ervin Goffmann.

Jeg har plukket fra Connies forberedelse:

“Goffmann er kendt for sin teori om, hvordan vi iscenesætter os selv i hverdagen.

Ifølge denne teori er vores samspil i hverdagen kendetegnet ved, at det er aktørerne, der sammen opretholder en situation.

Udgangspunktet er, at alle har et selvbillede (ansigt/face) som de investerer i en given situation. Forstået på den måde, at et menneske i en given situation handler og taler i overensstemmelse med sit eget selvbillede og hjælper andre med at handle i overensstemmelse med deres.

Denne aktivitet kalder han ansigtsarbejde”

Magt og roller

Der kan gå rigtig  meget kludder i  kommunikationen eller forhandlingen mellem to mennesker, hvis der er der ikke er styr på ansigtet:

Connie siger:

“-Når man føler man besidder et ansigt, reagerer man typisk med selvtillid og sikkerhed.

-Når en person bærer et forkert(eller falsk) ansigt eller er uden ansigt, kan man føles sig underlegen; ilde til mode på grund af det, der er sket i en aktivitet.

Nogle kan blive forlegen og blive flove. Denne tilstand kan forværre en situation.”

De to personer med “smile og knudemandsmasker” på Walter Schaldemoses  lille maleri i starten af bloggen har nok lidt arbejde at gøre for det lykkes at få en god kommunikation!

Låst fast i et falsk jeg

I projektet “Meningsfuld beskæftigelse for  døvblindblevne” fra 2009 faldt jeg over et citat fra en af deltagere, som gjorde indtryk

“Jeg har brugt halvdelen af mit liv på at lade som om, jeg var ligesom de andre”

Projektet gjorde heldigvis,  at  han kom videre i det, vi kunne kalde den  psykologiske rehabilitering og arbejdede frem mod at  besidde et ansigt med selvtillid og sikkerhed, trods  bøvlet, der kan være i kommunikation eller ansigtsarbejde med andre.

Det er min erfaring, at det er så meget lettere at være i relation som  familie eller kollega til  en person med RP og høretab, når personen  ikke laver “ansigtsarbejde” med det falske jeg og ikke mindst lettere for personen selv.

Ingen er fejlfri

Heller ikke jeg!!

og  i dag ved frokostbordet på kontoret glemte jeg(en oldgammel rotte i miljøet) at bruge tegnsprog, da en  døv kollega kom og satte sig. Hun behøvede bare at  løfte øjenbrynene spørgende, så fik jeg hænderne op… jeg fik lynhurtigt en besked om at hun også ville være med, mere skulle der er ikke til. “Forhandlingen” lykkedes!

Kirsten