Alle indlæg af Niels-Henrik

Erhvervet døvblindhed og CI

CFD Rådgivning har tidligere på året (2020) gennemført en forskningsundersøgelse af, hvordan hverdagen påvirkes blandt borgere med erhvervet døvblindhed, der får CI. Vi har tidligere omtalt undersøgelsen, men vil i dette blogindlæg zoome ind på et af hovedresultaterne; nemlig, hvordan et CI kan forstærke borgerens oplevelse af døvblindhed, også selvom CI’et giver et optimalt lydmæssigt udbytte.

Relationen mellem CI og døvblindhed er ikke helt enkelt, og de kan påvirke hinanden og sågar forstærke oplevelsen af døvblindheden. Fotos af Andrea Piacquadio fra Pexels

Hvis vi undersøger det nærmere, så er det væsentligt at erindre nogle af rammer, der er omkring CI og de medfølgende meningstilskrivelser – både fra borgerne selv, men også fra andre, heriblandt fagfolk og andre.

CI som noget særligt

For det første er der mange forestillinger om hvad CI kan gøre for borgernes hørelse. Det gælder både borgerne selv, der drømmer om bedre hørelse, og måske får sat det lig med perfekt hørelse, hvilket er urealistisk. Men for det andet er der også omgivelserne, der måske ukritisk klynger sig til urealistiske håb om udbyttet. Og for det tredje, pegede vores undersøgelse på, at selvom borgerne oplever et stort og brugbart udbytte af deres CI, er det begrænset hvad det giver af udbytte i forhold til at kunne kompensere for synsproblemerne. Det er i den forbindelse, at nogle af borgene oplever, at deres døvblindhed faktisk bliver mere udtalt og tydeligt. Groft sagt, kan de med CI’et høre hvad de ikke kan se, men de kan ikke høre godt nok til at identificere hvad de ikke kan se, og bliver dermed tvunget til at lede med deres begrænsede synsfelt efter lydkilden. Dermed bliver de med andre ord hele tiden mindet om hvad de ikke kan se, hvilket giver den paradoksale erkendelse af, at CI’et gør deres oplevelse døvblindheden mere konstant og tydelig.

Døvblindhed er svært at begribe

En væsentlig del af problematikken skyldes nok, at der er en tendens til at se døvblindhed som en hørenedsættelse plus en synsnedsættelse. Altså hvad man matematisk ville beskrive som 1+1=2. Her peger den nordiske definition på, at regnestykket reelt er 1+1=3; altså at de to funktionsnedsættelse tilsammen giver mere end summen og faktisk giver et særskilt handicap, der er mere end summen end høre- og synstabet, hvilket er en vigtig pointe i denne forbindelse.

Fotos af Ivan Samkov fra Pexels

Hvorfor er det vigtigt? Ved et CI ændres noget af regnestykket tilsyneladende. Borgernes hørelse forbedres markant. Og tag ikke fejl – alle vores informanter er glade for deres udbytte. De ville ikke fravælge deres CI. Men de kæmper stadig med deres erhvervede døvblindhed. Det er stadig vanskeligt at finde rundt i trafikken og høre hvad der kommer, når man skal krydse en vej. Det er vanskeligt at følge med i grupper, særligt, hvis der er larm i baggrunden. CI’et er godt, og giver masser af lyd. Det er bare ikke altid at al denne lyd er lige brugbar for borgeren, når fx det gælder identifikation af lydkilden, hvilket er vigtigt, hvis den skal bruges i trafikken – er denne bil på vej i denne retning eller er det en flyvemaskine, som jeg ikke behøver at forholde mig til? Det er væsentlige forskelle, og der er borgerne udfordrede!

Denne diskussion kan opsummeres i følgende erfaringer, som vi vil bruge fremadrettet i vores rådgivning:

Et CI giver for de fleste et godt lydmæssigt udbytte. Særlige i situationer, hvor der er få, der taler og hvor der ikke er baggrundsstøj. Det giver også en masse nye lyde, såsom fuglesang og signallyde, der giver livskvalitet i hverdagen.

Men omvendt er der også situationer, der ikke på samme måde er lydmæssige optimale, vil man stadig opleve at det kan være svært at sortere i lyden og høre præcist hvad man har behov for at opfange. Her kan CI være en belastning fordi man oplever at få en masse lyd, hvor det er svært at sortere imellem hvad der relevant eller irrelevant. Det kan derfor stadig være nødvendigt at anvende forskellige strategier for at kunne følge med; fx tegnsprogstolk til foredrag, hvis man behersker tegnsprog.

Det vil stadig være relevant med hjælp, når man færdes i trafikken eller i fremmede steder. En kontaktperson vil stadig ofte være nødvendig i disse situationer tillige med andre hjælpemidler.

Man må som borger indstille sig på, at CI er et godt hjælpemiddel. Det kan give adgang til lyd og kommunikation, men man vil stadig opleve at være døvblind. På den måde er der ikke tale om en magisk operation, der kan få døvblindheden til at gå væk. Det hjælper på hørelsen, kan give en bedre livskvalitet, men døvblindheden vil stadig kræve en konstant tilpasning af livet til de vilkår den giver en.

Undersøgelsen kan læses på CFD’s hjemmeside: www.cfd.dk.

/Niels-Henrik M. Hansen

Verdens Synsdag

Den 8. oktober er udnævnt til Verdens Synsdag af WHO (som er Verdenssundhedsorganisationen).

I Danmark bliver dagens markeret på forskellig vis. Fx vil Øjenforeningen i samarbejde med Optikerforeningen stå for en kampagne, hvor budskabet er, at det er vigtigt at danskerne selv checker deres syn livet igennem.

Hvis det vækker din opmærksomhed, så kan man læse mere om kampagnen på hjemmesiden: www.tjekditsyn.dk.

/Niels-Henrik

Ny viden om CI og erhvervet døvblindhed

Så blev det endelig dagen, hvor vi kunne lancere vores nye rapport om “CI og døvblindhed”. Vi har omtalt den tidligere her på bloggen, men der var den kun på vej – nu er den færdig og kan læses af alle med interesse for området.

Der er tale om en forskningsrapport, hvor vi har sat os for at blive klogere på, hvordan borgere med erhvervet CI oplever at få CI. Baggrunden for denne interesse er en række spørgsmål rettet CFD Rådgivning, hvor der bliver spurgt ind til om borgere med erhvervet døvblindhed, der har et CI, kan stadig kan medregnes som døvblinde, når deres hørelse nu er ændret?

Et videnshul

“Vi må konstatere, at der er et videnshul, når vi taler om CI og erhvervet døvblindhed. Når verden omkring os undres over, hvorfor man fortsat har funktionsnedsættelsen erhvervet døvblindhed, selvom man får et CI, så er det vigtigt for os både at afdække den eksisterende viden på området, men også at bidrage med ny viden suppleret med den med den viden og de erfaringer, som vi har fra fagområdet på CFD,” fastslår faglig koordinator på døvblindeområdet på CFD, Trine Skov Uldall, som har været med til at skrive rapporten.

Videnshullet bliver meget synligt, når man ser på forskningslitteraturen, hvor der har været væsentlig fokus på CI, som behandlingsmulighed til borgere med betydelige høretab. Men interessen er meget fokuseret på det høremæssige udbytte og har ikke blik for sammenspillet mellem syn- og hørelse samt hvordan borgere med erhvervet døvblindhed oplever et CI i deres hverdag. 

Set fra borgernes perspektiv

Når man interviewer borgerne om deres oplevelse af deres CI, er der en stor glæde over udbyttet. Det giver dem et stort og godt udbytte i hverdagen. Borgerne beskriver, at deres funktionelle hørelse er blevet bedre. Det er i særlig grad, når det gælder kommunikationen i rolige omgivelser og på tomandshånd.

Omvendt er kommunikation med flere personer, samtale i støjfyldte omgivelser, tilegnelse af information eller det at færdes alene, opleves for alle de interviewede borgere fortsat som en stor udfordring.

“Ja, jeg får masser af lyde. Problemet er, at jeg ikke kan skelne dem. Hvis jeg f.eks. sidder i selskab, bare der er fem-seks mennesker, og der er to, der sidder og snakker, og jeg skal koncentrere mig om at høre, hvad den, der sidder ved siden af mig, siger, så bruger jeg enormt meget energi.”

Interviewene viser, at borgerne med CI stadig er at betragte som tilhørende målgruppen af borgere med døvblindhed. Det kan umiddelbart virke paradoksalt. På den ene side oplever borgerne et stort udbytte af deres CI, og på den anden side oplever de, at det ikke ændrer grundlæggende ved deres oplevelse af deres funktionsnedsættelse. Det vil vi beskrive mere i nogle af de kommende blogindlæg her på bloggen.

Tak til borgerne og konsulenterne

Fra forfatterne skal der lyde en stor tak til de borgere, der lod os interviewe dem og gav os mulighed for at blive klogere på, hvordan et CI opleves, når man lever med døvblindhed. Ydermere også tak til kollegaerne i døvblinde-konsulentordningen, der har været væsentlige samarbejdspartnere undervejs.

Rapporten kan læses her: https://www.cfd.dk/raadgivning/doevblindekonsulenter

/Niels-Henrik M. Hansen

Agurketid og ridser i stokken

Mens mine to kollegaer kører rundt i Jylland og taler med mulige deltagere til det kommende “Kom igen kursus”, sidder jeg tilbage i sommerhedt kontor. Puha, det er en stille periode på arbejdet. Kollegaer og samarbejdspartnere er så småt ved at vende tilbage, men de er stadig ved at rydde deres e-post konto, så det giver tid til eftertanke og sjove overvejelser. Det man indenfor mediebranchen kalder for agurketiden! Tiden, hvor gamle nyheder og travere slavisk bliver (gen)brugt. Så lad os se, hvad der kan bruges i dag!

Billedet viser noget revet os og en gulerod, der er forbundet med et kabel samt nogle batterier. Billede af Steve Buissinne fra Pixabay.

Hunde, børn og andre forhindringer

Min arbejdsplads er beliggende i Odense. Og nogle gange har jeg på fornemmelsen at Odense kommune simpelthen har et horn i siden på borgere med et dårligt syn. Min vej igennem byen er spækket med ting, der umotiveret står placeret midt på fortorvet, der hvor man går. Det handler om skilte, store som små, trapper, der tager alt pladsen på fortorvet og gør det nødvendigt at man må ud på cykelstien.

Dertil kommer der byggeriet af letbanen i Odense, som – tror jeg – fungerer som en stor undskyldning for at øge forhindringerne med faktor 10 – og løbende ændre dem, når man lige har fået lært, hvor de er. Ingen skal vide sig sikker!

Dertil kommer der de klassiske mobile forhindringer, som de fleste med dårligt syn nok har stiftet nærmere bekendtskab med. Det er typisk børn og hunde, der er de største udfordringer, når og hvis kommunens tiltag ikke får ramt på en først. Jeg har overvejet om man burde lave en ridse i blindestokken for hver hund man rammer – og med særlig bonus for små hunde – de er de mest uforudsigelige at tage højde for. Børn er også et kapitel for sig selv. De er lette at overse, hvis de ikke lige er høje nok til at komme ind i ens synsfelt.

Så er der de snedige kombinationer, hvor børn, hunde og kommunen samarbejder og opnår højere former for synergi. Et eksempel på det, er et ny etagebyggeri på min vej, hvor vinduerne i stueetagen er ret store og åbner 90 grader ud i hovedhøjde. De rækker stort ud til midten af fortorvet, når de åbne. Det er ikke et sted, hvor man plejer at møde en forhindring og det er et sted, hvor stokken ikke hjælper. Hvis der kommer en hund på samme tid, er der rigeligt potentiale for nye ridser i stokken og et nyt ar!

Skal man være positiv, så føler jeg mig som Indiana Jones, når jeg endelig er fremme på arbejde og det – forhåbentligt – er gået godt.

Nye deprimerende tal frigivet

Der har længe været et paradoks, når man taler om folks holdninger til handicappede.

På den ene side udtrykker de en stor forståelse for, at der er borgere, som har et handicap, og derfor behov for en særlige hensyn.

På den anden side skal dette ses som en “gratis” omgang, for, når man undersøger, hvordan de forholder sig konkret til borgere med handicap, er det svært at få øje på den selvsamme forståelse. Der er billedet langt mere deprimerende og præget af helt andre takter.

Incita har netop lanceret deres seneste udgave af “Arbejdsgiveranalysen 2020 om udsatte på arbejdsmarkedet“, som illustrerer dette paradoks. Den peger på massiv diskrimination fra mange arbejdsgiveres side overfor borgergrupper, der er enten blinde eller døve/svært hørehæmmede.

Fx peger undersøgelsen på, at 73 % af arbejdsgiverne vil afvise borgere med synstab/blindhed i forhold til job, praktiksamtaler mv. Hvis der fokuseres på borgere, der er døve eller har et stort høretab, er den tilsvarende andel 67 %. Det virker som om, at kiggede man på døvblindhed, som kombinationen af de to funktionsnedsættelser, ville man simpelthen springe skalaen.

Billedet viser et diagram. Diagrammet viser, hvor stor en andel af arbejdsgiverne som vil afvise at tale med en borgere med forskellige former for funktionsnedsættelser, sygdom og misbrug.

Man kan læse disse tal på flere måder. Først og fremmest må man sukke over, at vi som samfund ikke er kommet længere med ligebehandling af borgere med funktionsnedsættelser. Dernæst kan man overveje, hvorfor arbejdsgiverne overhovedet har så voldsomme holdninger til borgergrupper? Endelig kan man være ærgerlig over, at tallene, ikke giver anledning til nogen større indsatser. De er jo ikke nye. Incita’s tidligere analyser har peget på præcist det samme. Det samme gjorde samfundsforskeren Henning Olsen allerede for 20 år siden.

I den forbindelse kan man pege på, at det nok handler om uvidenhed – se fx denne analyse fra det centrale handicapråd – men det jo heldigvis ret enkelt at gøre noget ved. Så hvorfor sker det ikke?

Endelig kan man være kynisk at konstatere at tallene giver et klart svar til en gammel diskussion: Bør man fortælle om sin funktionsnedsættelse, når man søger et job?

Det korte svar er, at nej, det bør man ikke. Det ville faktisk værre end at skrive at man er tidligere straffet, der har været syg med stress, har kroniske smerte og i øvrigt også har været misbruger, når man ikke er indlagt på et psykisk hospital.

Incita’s analyse bygger på svar fra virksomheder med mindre end 250 ansatte, der enten har adresse i Region Hovedstaden eller Region Midtjylland. Det er den femte analyse, som Incita har gennemført. Analysen gennemføres årligt.

/Niels-Henrik