Lydløs dag

I går havde vi ”Lydløs dag” på CFD, hvor vi slukkede for stemmen og brugte tegnsprog så vidt som det nu er muligt for den enkelte medarbejder. Det fik mig til at tænke på, hvor mange lyde vi konstant omgiver os med. Det kan være lydinput, som vi selv vælger som fx musik eller TV. Men det er i høj grad lyde, som vi ikke selv vælger. Det kan være trafikstøj. Køleskabet og andre elektriske installationer der brummer. Folk der snakker, griner eller måske skændes. Børn der leger ude på villavejen. En kollega på kontoret der drikker kaffe og taster på computerens tastatur. Ja, listen er lang. Det er faktisk umuligt for normalthørende at have en helt lydløs dag, mens personer med høretab skal tage høreapparaterne af, før der bliver stille. Nogle lyde er medvirkende til, at vi føler os som en del af en sammenhæng, og ligefrem med til at forøge vores livskvalitet. Andre lyde opleves som støj. De er generende og trættende at høre på.

Hvis du er ramt af tinnitus, så kan du ikke bare slukke for lyden. Det kan være en ringetone, hyletone eller en brummen, som du hører konstant. Måske bliver den overdøvet af hverdagslydene i løbet af dagen, men når du skal sove, når du gerne vil have helt ro, så lægger du mærke til den igen. Jeg havde selv tinnitus i et par uger sidste vinter i forbindelse med en forkølelse. På det tidspunkt vidste jeg ikke, om den ville forsvinde igen. Jeg nåede at tænke ”hmmm… skal jeg nu leve med den her lyd af en lastbil i tomgang hver gang jeg lægger mig til at sove og i resten af mit liv?”. Det var et ret skræmmende perspektiv. Samtidig var jeg bevidst om at prøve at nedtone problematikken overfor mig selv. Jeg var bevidst om at flytte mit fokus over på andre små lyde eller positive tanker. Som jeg har nævnt, så slap jeg af med min tinnitus igen, men jeg gjorde mig en erfaring. Nu kan jeg bedre sætte mig ind i, hvor energikrævende det kan være ikke at kunne få ro i ørerne og opleve stilhed.

Malene

OL guld til ung kvinde med Usher Syndrom

Hvor der er en vilje, findes en vej, fristes jeg til at sige, men vejen til en OL guldmedalje er lang og hård for enhver sportsudøver. Men når man så ovenikøbet har Usher Syndrom, så må det kræve sin kvinde, at nå det mål.

Ikke desto mindre er det hvad den amerikanske 21 årige Rebecca Mayers har opnået ved dette paralympic og ikke kun en men hele to guldmedaljer, en i 100 meter butterfly og en i 200 meter individuel medley. Hun fortæller, hun er Cochlear Implanteret, og når hun er i vandet, er hun fuldstændig døv og kan derfor ikke høre når tilskuerne råber.

Hun siger desuden, at hun føler sig fri i vandet, det er det eneste sted, hvor hun ikke behøver bekymre sig om – åh nej det kan jeg ikke se, eller ikke høre – i vandet kan jeg bare være mig, siger hun.

Hendes mål er at vinde 5 guldmedaljer, det bliver spændende at se, om hun når målet.

Herunder et billede af Rebecca i vandet.

image

 

Flere medaljer til synshæmmede:

Faktisk så blev det også bevist at svagtseende kan løbe hurtigt. Bare fordi man ikke ser så godt, behøver man jo ikke være langsom, vel? Det beviste de fire hurtigste i 1500 meter finalen for svagtseende. De løb alle fire hurtigere end guldvinderen ved den almindelige olympiske finale for en måned siden. Så guld, sølv, bronze og 4 pladsen var hurtigere end guldvinderen for en måned siden. Det er da bare godt løbet.

Her er et billede af de fire

image

Else Marie

Specialer- kan det bruges ude i samfundet?

Idag bliver rigtig mange unge  uddannet på universitetet på en lang videregående uddannelse, der gør dem til kandidater. Den sidste hurdle er SPECIALET.

Hvad kan det bruges til?

På mine lange køreture rundt i landet som konsulent for CFD, hopper jeg jævnligt ind i et program,hvor forskellige specialer med  sære emner fremlægges.Det viser sig ofte at  den viden, der er kommet frem, faktisk bliver brugt i relevante sammenhænge og ofte har kandidaten selv en personlig vinkel på emnet.

radio-was-new-free-license-cc0-980x661   Foto af gamle  radioer

Lydopfattelse hos voksne CI-brugere

En nyuddannet cand. mag. i audiologi er således en af de 1100 voksne CI- opererede i Danmark, der klarer sig rigtig godt høremæssigt. Maria Wichmann Christansen holdt på Vingstedkurset i august et oplæg om  sit speciale og også om sig selv som  “vellykket” CI-bruger.

Da hun selv havde store problemer med at høre  fra højtalere fremfor naturlig tale,lavede hun en lille  undersøgelse af en gruppe ,der alle var  CI-opereret på begge ører.Det betød meget, hvordan højtalerens kvalitet var,men det der var mere interessant i mine ører, var den udtrætning der sker,når man skal lytte til højtalere og i mange komplekse lyttemiljøer. Maria brugte et hørepædagogudtryk “Listening effort”; altså at  lytning under mange forskellige forholder anstrengende.Maria fortalte også meget personligt om den udtrætning hun som studerende har oplevet. “Man kan ikke se det på mig”

Uddannelse,beskæftigelse og jobtrivsel blandt CI-brugere i den erhvervsaktive alder

hedder en lige udkommet rapport skrevet af Sara Lea Rosenmeier og Niels-Henrik Møller hansen,Rådgivende Sociologer(Støttet af Oticonfonden 2016). De har lavet en  omfattende undersøgelse af trivsel  som er spændende læsning. Jeg har ikke fordybet mig nok i det enndu,men det jeg kan se er, at vi professionelle må blive bedre til at beskrive den funktionsnedsættelse, man kan have  i krævende lyttesituationer , så man evt. kan få den kompensation,der findes i lovgivningen både i uddannelse og på job og kan holde de mange år på arbejdsmarkedet.

Mig selv

Som jeg jævnligt har nævnt i mine blogindlæg ,har jeg et lille høretab og det gik op for mig på Vingstedkurset, at jeg ikke længere magter at skrive notater på sammen måde, som da jeg var bedre hørende. Jeg er begyndt at grue for,når det er mig ,der skal skrive referat på jobbet, en opgave jeg gerne  og ofte påtog mig engang.

Blot en lille hørenedsættelse  plus en synsnedsættelse, så vil du være på vildt overarbejde i den funktion. Selvfølgelig kan du,men energiregnskabet vil nok ikke se godt ud og ingen af os  skal slide så meget med uddannelse og job, at der ikke er mere energi tilbage, når vi kommer hjem til familien!

Nå ja.. det er godt ,når specialer kan bruges “ude i samfundet”

Kirsten

 

Høreapparatbrugeren i centrum

 

 

Den 24.-25. august 2016 deltog Kirsten  og jeg i det årlige Vingstedkursus for medarbejdere i hørerehabiliteringen.

“Bruger-centreret praksis” var den røde tråd i de foredrag, som vi lyttede til. Og hvad betyder så dét? Helt forenklet er både forskere og hørekonsulenter optagede af, at den enkelte person med høretab skal kunne leve så normalt et liv som muligt og have en høj livskvalitet – til trods for de begrænsninger, der er uundgåeligt er forbundet med høretabet. Der blev talt en del om det store energitab og den træthed, som personer med høretab oplever i hverdagen.

Forskere indenfor høreapparatindustrien arbejder på, at fremtidens høreapparater (et godt stykke tid ude i fremtiden) i langt højere grad skal kunne tilpasses individuelle ønsker og behov. Ved brug af sensorer der registrerer hjernens signaler om, hvad brugeren ønsker at lytte til, vil høreapparaterne automatisk kunne skrue op for en ønsket lydkilde og ned for uønskede lydkilder. Høreapparaterne vil desuden kunne kobles op på eHealth og registrere fx puls, temperatur, fysisk aktivitet og anvendelsen af høreapparaterne, hvis brugeren ønsker det.

Hørekonsulenter fra landets kommunikationscentre holdt foredrag om dialog, brugerinddragelse og aktiv deltagelse. Der var et ønske om at blive bedre til at spørge ind og lytte til den enkelte bruger. Det kunne fx være ved brug af billedmateriale i samtalen. Der var specifik fokus på, hvordan vi kan blive bedre til at møde tosprogede brugere med anden etnisk baggrund.

I pauserne havde vi mulighed for at få de nyeste høreapparater og høretekniske hjælpemidler i hænderne, og CFD Rådgivningen var repræsenteret med en stand. Vi fik mindet vores samarbejdspartnere om, at de skal huske at spørge ind til synet hos de høreapparatbrugere, som de møder i deres praksis.

Vingsted   Jeg står  ved vores stand på Vingstedkursus

Malene ( som  i fremtiden vil lave flere indlæg på bloggen)

Jeg klarer mig!

barcelona-ombres-persones-20773740-m
The lonesome cowboy

Selvvalgt alene eller ensomhed  er et stort emne at tage op en solfyldt augusteftermiddag. Men det er tit det, jeg prøver at spotte, når jeg er ude og besøge borgere. (Ja det kalder vi altså nogle af jer derude.)

Der er stor forskel på at være selvvalgt alene i forhold til at  isolere sig på grund af et syns- og høretab, der kommer snigende.

Overskriften “Jeg klarer mig” er tit overskriften for  de  samtaler,  som jeg har med de borgere ,som jeg besøger.

Det er min opgave at stille de rigtige spørgsmål, så de relevante historier kommer på bordet, og  de reelle vanskeligheder bliver synlige. Man får måske  mod på at forandre små ting i sin hverdag, så man stadig følger med i verden.

I 2005 udkom  en række hæfter med temaer omkring det at leve med erhvervet døvblindhed. Efter årligt interview  i fem år  med 20 informanter fra hele Norden, blev materialet en  unik dokumentation af levet liv, der blev samlet og læsbart for både ramte personer og  professionelle.

Delagtighed
Et af hæfterne hedder “At være delagtig”. Allerede dengang var  pc og internet en vej til ligestilling , fortæller informanterne, og siden og dagligt kommer mange  gode nye tekniske løsninger til i forhold til at følge med i familieliv, nærmiljø og det store samfund. Også tolk og kontaktperson bliver nævnt som  gode veje til at kunne følge med.

Manden, der  forleden sagde “Jeg klarer mig”, havde mistet sin kone og var 80+.

Han er stoppet med at læse bøger og løse kryds og tværs, men nu laver han kabale på sin computer med forstørrelse, og han ser tv med  synstolkning. Han køber sig til rengøring, men klarer selv sin have. Har gode naboer, synes  han, der f.eks. tager ham med  et par gange om året til fællesspisning i forsamlingshuset og hjælper, når der skal øses op. Han har god  kontakt med familien, med jævnlige besøg og hjælp f.eks. til at  læse breve op.

Han er tilfreds og  synes, han klarer sig  trods sit store syns- og høretab, men siger dog:

..”Folk er jo ikke gode til at tale til os. De taler bare ud i luften . Det synes jeg er en gene. Jeg vil gerne have det direkte på. Det har jeg fundet ud af hjælper mig.”..

Hvis det er så lidt, der skal til for, at mennesker kan føle sig lidt mere delagtige og ikke blive ufrivilligt ensomme blandt  andre, så lad os dog for pokker komme i gang, så folk med høre- og/eller synstab har det lidt sjovere og er mere med i samværet . Som hørehæmmet ved jeg dog,  det er lettere sagt end gjort for ægtefælle, kollega, læge  og mange andre at gøre det. Men lad os dog prøve at få dem til det – tegnsprogede  har det “direkte på”-  det kunne “taleverdenen”  da lære noget af!

Kirsten