God sommer !

Dannebrog i busk
Dannebrogsflag i busk ved strand

Om en time har jeg sommerferie- igen… jeg synes lige jeg skrev en sommerhilsen til bloggens læsere. Tid er en underlig størrelse og jo ældre vi bliver suser “årsTIDerne” afsted, mens tiden føles lang, når vi venter på noget

Korte arbejdsdage?

Min arbejdsTID som døvblindekonsulent føles aldrig lang- faktisk er den ofte for kort til alt det jeg sætter mig for at nå. Det er jo på en måde et godt tegn, selvom der ind imellem( indrømmet) kan være trælse opgaver. Balancen mellem arbejde og vores private liv er svær og mine tre ugers sommerferie skulle gerne rense tavlen og give mig kræfter til det hele også det trælse. Ferien i år ved danske strande, stier og museer og hjemme på sofaen med en bog!

Corona TID

Illustration af Corona

Min ferie er stadig en sær TID med cornasmitte lokalt i Danmark.

Jeg har stadig borgere jeg ikke må besøge på plejehjem, mens studenterbilen lige kørte forbi mit vindue her på kontoret i Odense. Det meste er lukket op her inden min ferie, men ingen ved ikke, hvordan det ser ud med retningslinjerne  i “mit kvarter”, når jeg er tilbage efter tre ugers TID.

TID til Kom igen! 2021

Trine og jeg har planlagt de første såkaldte visitationsinterview i august og der er heldigvis allerede mange interesserede- Ja vi har afsat TID til en hel Danmarksturne sammen og glæder os til at møde en ny flok potentielle deltagere… og håber at kommunerne er med på finansiering af kurset!

TID til ferie

Men først ferietid for os alle. Jeg er rigtig glad for at bloggen har fået flere skrivekræfter med Niels- Henrik og Trine som medbloggere og bl.a. Eva som gæsteblogger. Vi holder nu alle ferie fra bloggen og er tilbage til august.

Kirsten

KOM IGEN! Kommer igen i 2021

Foto af tre huse i modelstørrelse som anvendes på kurset. På midterste hus ses, med hvid skrift, teksten “Kom igen!”

Du har måske hørt om rehabiliteringskurset Kom igen! Nu udbyder vi det igen. Måske er det noget for dig?

Vi har tidligere skrevet om kurset her på Bloggen. Rikke og Jackie har fortalt om deres udbytte af kurset i en flot artikel i Bladet “Hørelsen” i april måned. Og, fornylig har CFD – Rådgivning udgivet en spritny artikel på vores hjemmeside. Her fortæller Heidi indlevende om, hvad det har betydet for hende at være med på kurset. Jeg linker til artiklen til sidst i dette blogindlæg.

Hvad er KOM IGEN!

Kom Igen! er et rehabiliteringskursus, der henvender sig til personer, der skal lære at klare livet med erhvervet døvblindhed. Det omfatter alle aspekter ved livet med døvblindhed med et gennemgående fokus på psykologisk rehabilitering.

Kurset er tilrettelagt som et gruppeforløb med i alt seks deltagere og det indeholder tre moduler eller huse, som vi kalder dem:

AV- (audiovisuel-)huset: Om hørelse og syn og deltagerens egne oplevelser med et syns- og høretab.

Energihuset: Om personlig energi, strategier og brug af hjælpemidler, og hvordan man kan holde en balance i livet f. eks. via yoga og mindfulness. 

Netværkshuset: Om kommunikation og relation med familie, kolleger, venner samt andre i netværket.

Kurset er for dig der

er mellem 25-65 år, såvel tegnsprogsbruger som talebruger, der befinder sig et sted i din livsomstillingsproces, hvor du fornylig har erkendt, at din funktionsnedsættelse kræver nye strategier og støtte for at kunne håndtere hverdagen.

Kurset henvender sig både til personer på og uden for arbejdsmarkedet.

Det foregår på Fuglsangcentret den 18.-20. april, den 22.-24. august og den 7.-9. november 2021.

Er du nysgerrig? Så er du velkommen til at kontakte enten din lokale døvblindekonsulent eller døvblindekonsulent Kirsten Washuus, 4032 6343, kw@cfd.dk eller faglig koordinator Trine Skov Uldall, 2939 9405, tul@cfd.dk.  Hos os kan du høre mere om kurset og hvordan det evt. kan blive en mulighed for dig.

Læs mere om kurset her: https://www.cfd.dk/raadgivning/doevblindekonsulenter/stoettemuligheder/rehabiliteringskursus

Artiklen: Rehabilitering har givet mig nye muligheder finder du her: https://www.cfd.dk/cgi-bin/uploads/media/pdf/Rådgivning/Faglige%20artikler/Rehabilitering%20har%20givet%20mig%20nye%20muligheder.pdf

Rigtig god weekend /Trine

Nye deprimerende tal frigivet

Der har længe været et paradoks, når man taler om folks holdninger til handicappede.

På den ene side udtrykker de en stor forståelse for, at der er borgere, som har et handicap, og derfor behov for en særlige hensyn.

På den anden side skal dette ses som en “gratis” omgang, for, når man undersøger, hvordan de forholder sig konkret til borgere med handicap, er det svært at få øje på den selvsamme forståelse. Der er billedet langt mere deprimerende og præget af helt andre takter.

Incita har netop lanceret deres seneste udgave af “Arbejdsgiveranalysen 2020 om udsatte på arbejdsmarkedet“, som illustrerer dette paradoks. Den peger på massiv diskrimination fra mange arbejdsgiveres side overfor borgergrupper, der er enten blinde eller døve/svært hørehæmmede.

Fx peger undersøgelsen på, at 73 % af arbejdsgiverne vil afvise borgere med synstab/blindhed i forhold til job, praktiksamtaler mv. Hvis der fokuseres på borgere, der er døve eller har et stort høretab, er den tilsvarende andel 67 %. Det virker som om, at kiggede man på døvblindhed, som kombinationen af de to funktionsnedsættelser, ville man simpelthen springe skalaen.

Billedet viser et diagram. Diagrammet viser, hvor stor en andel af arbejdsgiverne som vil afvise at tale med en borgere med forskellige former for funktionsnedsættelser, sygdom og misbrug.

Man kan læse disse tal på flere måder. Først og fremmest må man sukke over, at vi som samfund ikke er kommet længere med ligebehandling af borgere med funktionsnedsættelser. Dernæst kan man overveje, hvorfor arbejdsgiverne overhovedet har så voldsomme holdninger til borgergrupper? Endelig kan man være ærgerlig over, at tallene, ikke giver anledning til nogen større indsatser. De er jo ikke nye. Incita’s tidligere analyser har peget på præcist det samme. Det samme gjorde samfundsforskeren Henning Olsen allerede for 20 år siden.

I den forbindelse kan man pege på, at det nok handler om uvidenhed – se fx denne analyse fra det centrale handicapråd – men det jo heldigvis ret enkelt at gøre noget ved. Så hvorfor sker det ikke?

Endelig kan man være kynisk at konstatere at tallene giver et klart svar til en gammel diskussion: Bør man fortælle om sin funktionsnedsættelse, når man søger et job?

Det korte svar er, at nej, det bør man ikke. Det ville faktisk værre end at skrive at man er tidligere straffet, der har været syg med stress, har kroniske smerte og i øvrigt også har været misbruger, når man ikke er indlagt på et psykisk hospital.

Incita’s analyse bygger på svar fra virksomheder med mindre end 250 ansatte, der enten har adresse i Region Hovedstaden eller Region Midtjylland. Det er den femte analyse, som Incita har gennemført. Analysen gennemføres årligt.

/Niels-Henrik

Den taktile sans i Coronaens tid og lidt om § 98

Hænderne bliver i hvert fald sprittet af og den taktile sans- berøringssansen, der på så mange måde kan kompensere for syn og hørelse er sat på en hård prøve i disse tider, hvor vi helst ikke må berøre ting og sager i det offentlige rum.

En vigtig kronik

Derfor er dagens kronik i dagbladet Information vigtig at læse for alle dem, der ønsker have et lige samfund også under en pandemi. IKT-konsulent Birgit Christensen og fok der arbejder med at udvikle smart teknologi i et dansk forskningsprojekt kaldet Blindtech har skrevet en flot kronik om udfordringerne lige nu og muligheder. Så måske kan fremtidens teknologi og samfundets opmærksomhed gøre det lettere rent praktisk at leve med synstab.

Se debatindlægget her– Information har gjort Coronarelateret stof gratis at læse på nettet.

Kontaktpersonordning

foto fra chaufførsædet en junidag på job

Nogle af de opgaver som jeg har gang i nu, hvor der er åbnet op i samfundet for besøg hos borgere er at udrede behovet for kontaktperson,hvis man er funktionel døvblind. Servicelovens § 98 er unik i verden, fordi en kontaktperson bliver øjne og øre og kan synsbeskrive også med haptiske signaler, der ,hvor der ikke må berøres i i vores samvær i det offentlige rum.

Trods det umiddelbart syner som afhængighed af et andet menneske, har jeg gennem mine mange år som konsulent erfaret at selvstændighed og ligestilling vokser med denne mulighed…. nøjagtig som tegnsprogstolkning skaber mere lige muligheder for tegnsprogede døve i vores samfund.

KIM

KOMMUNIKATION- INFORMATION-MOBILITET

Når en borger er væsentlig ramt på disse tre områder, som vi for nemheds skyld kalder KIM, når vi laver oplæg om døvblindhed på, så er det er ordning, der kan bruges for rigtig mange af de borgere jeg møder i mit arbejde.

For 80 % af kommunerne i Danmark udreder CFD rådgivning om borgeren er døvblind og hvilke behov for § 98 kontaktperson, der er.

Det er det mit næste besøg drejer sig om. Vi har udredt at borgeren er funktionelt døvblind. Nu skal vi udrede behovet og jeg skal hjem på kontoret og lave en ansøgning til borgerens kommune i morgen.

Pausen i skyggen på P-pladsen er slut. Jeg må videre i programmet

Kirsten

Corona Un-cool

Billedet viser en mand med styrthjelm, der klamrer sig til forruden af en lille bil, der er i bevægelse. Billede taget af Ralph Klein, Pixabay

I sidste uge fremhævede min kollega, Kirsten, hvordan man kan være Corona-cool. I denne uge kigger vi på nogle af de andre aspekter af Corona-krisen. Det sker med et glimt i øjet, men også med et blik for de forandringer krisen giver.

Der er ingen tvivl om, at man sagtens kan opleve Corona-krisen, som personen på forruden af bilen oplever verden; vi fanget i en forfærdelig situation, hvor det bare gælder om at holde fast og håbe, at det hele ender nogenlunde! Til mandens forsvar kan det siges, at han er i den heldige situation at han har styrthjelm på (selvom det kan diskuteres om det helt er nok?).

Cool eller un-cool?

Et spørgsmål, der kan stilles nu, er, hvad konsekvenserne bliver for borgere med døvblindhed? Både nu og her, og på sigt? Det lader sig selvklart ikke besvare endeligt på allerede, men det skal ikke forhindre os med at komme med forskellige bud. Dem præsenterer vi i det følgende – med fokus på, hvad der er cool og uncool.

Det har været cool, at krisen har gjort det synligt for mange danskere, at der er en gruppe borgere, der er afhængige af tegnsprog. Der har været tegnsprogstolkning fra fx statsministerens pressemøder, hvilket har givet en positiv opmærksomhed på behovet for tegnsprog.

Det har omvendt været uncool, at nogle blinde får skældud fordi de har vanskeligt ved at vurdere afstande og dermed kommer utilsigtet for tæt på andre. Dertil kommer det, at flere borgere har været nødt til at handle selv, fordi nogle kommuner har indstillet den hjælp borgerne ellers fik.

Det viser også at der fortsat er et stort behov for at fortælle danskerne om de vilkår, der gør sig gældende for handicappede, så viden erstatter uvidenhed og der kommer en større forståelse, når det er svært at holde afstand grundet synet.

“Zoom-sved” er det nye sort

Det har været cool, at flere får muligheden for at arbejde hjemmefra. Det fjerner problemet med at finde og farvekoordinere ens tøj, og nulstiller alle de forhindringer som DSB, Movia og kommunen kan finde på at lave mellem ens bopæl og arbejdspladsen.

Det er dog uncool at skulle deltage i vigtige møder over Zoom, Facetime, Skype m.fl. med volumen på maks og en evig forundring over, hvorfor folk altid filmer sig selv i modlys og enten råber eller mumler.

Jeg kalder det for et “zoom-bad”, når man har haft et møde, hvor hørelsen virkelig er blevet udfordret og man sidder tilbage dryppende i sved og med et hoved, der er imploderet, og et energitab, der blinker mere rødt end reaktorkontrollen på Tjernobylværket i 1986. Vores kollegaer i foreningen “Decibel” peger på, at mange hørehæmmede børn har svært ved disse vilkår, og mon ikke det samme gør sig gældende for andre grupper af borgere med dårlig hørelse også?

Det peger igen på, at nye arbejdsformer kan åbne nye muligheder for borgere med døvblindhed, hvis man får løst de udfordringer de giver. Det kan være automatisk tekstning af skypemøder eller en stram styring af talerækken og opmærksomhed på at lyden skal være bedst mulig. Men også at vi stadig skal respektere risikoen for udtrætning. Blot fordi transporten er væk, giver det ikke et uendeligt overskud til andre ting.

Tiden vil vise om vi får grebet nogle af de indsigter krisen har påtvunget os på ondt og godt; den metaforiske bil med manden på forruden er jo stadig i bevægelse og vi ved endnu ikke, hvor den ender!

/Niels-Henrik