Kategoriarkiv: Høretab

KOM IGEN! Kommer igen i 2021

Foto af tre huse i modelstørrelse som anvendes på kurset. På midterste hus ses, med hvid skrift, teksten “Kom igen!”

Du har måske hørt om rehabiliteringskurset Kom igen! Nu udbyder vi det igen. Måske er det noget for dig?

Vi har tidligere skrevet om kurset her på Bloggen. Rikke og Jackie har fortalt om deres udbytte af kurset i en flot artikel i Bladet “Hørelsen” i april måned. Og, fornylig har CFD – Rådgivning udgivet en spritny artikel på vores hjemmeside. Her fortæller Heidi indlevende om, hvad det har betydet for hende at være med på kurset. Jeg linker til artiklen til sidst i dette blogindlæg.

Hvad er KOM IGEN!

Kom Igen! er et rehabiliteringskursus, der henvender sig til personer, der skal lære at klare livet med erhvervet døvblindhed. Det omfatter alle aspekter ved livet med døvblindhed med et gennemgående fokus på psykologisk rehabilitering.

Kurset er tilrettelagt som et gruppeforløb med i alt seks deltagere og det indeholder tre moduler eller huse, som vi kalder dem:

AV- (audiovisuel-)huset: Om hørelse og syn og deltagerens egne oplevelser med et syns- og høretab.

Energihuset: Om personlig energi, strategier og brug af hjælpemidler, og hvordan man kan holde en balance i livet f. eks. via yoga og mindfulness. 

Netværkshuset: Om kommunikation og relation med familie, kolleger, venner samt andre i netværket.

Kurset er for dig der

er mellem 25-65 år, såvel tegnsprogsbruger som talebruger, der befinder sig et sted i din livsomstillingsproces, hvor du fornylig har erkendt, at din funktionsnedsættelse kræver nye strategier og støtte for at kunne håndtere hverdagen.

Kurset henvender sig både til personer på og uden for arbejdsmarkedet.

Det foregår på Fuglsangcentret den 18.-20. april, den 22.-24. august og den 7.-9. november 2021.

Er du nysgerrig? Så er du velkommen til at kontakte enten din lokale døvblindekonsulent eller døvblindekonsulent Kirsten Washuus, 4032 6343, kw@cfd.dk eller faglig koordinator Trine Skov Uldall, 2939 9405, tul@cfd.dk.  Hos os kan du høre mere om kurset og hvordan det evt. kan blive en mulighed for dig.

Læs mere om kurset her: https://www.cfd.dk/raadgivning/doevblindekonsulenter/stoettemuligheder/rehabiliteringskursus

Artiklen: Rehabilitering har givet mig nye muligheder finder du her: https://www.cfd.dk/cgi-bin/uploads/media/pdf/Rådgivning/Faglige%20artikler/Rehabilitering%20har%20givet%20mig%20nye%20muligheder.pdf

Rigtig god weekend /Trine

Nye deprimerende tal frigivet

Der har længe været et paradoks, når man taler om folks holdninger til handicappede.

På den ene side udtrykker de en stor forståelse for, at der er borgere, som har et handicap, og derfor behov for en særlige hensyn.

På den anden side skal dette ses som en “gratis” omgang, for, når man undersøger, hvordan de forholder sig konkret til borgere med handicap, er det svært at få øje på den selvsamme forståelse. Der er billedet langt mere deprimerende og præget af helt andre takter.

Incita har netop lanceret deres seneste udgave af “Arbejdsgiveranalysen 2020 om udsatte på arbejdsmarkedet“, som illustrerer dette paradoks. Den peger på massiv diskrimination fra mange arbejdsgiveres side overfor borgergrupper, der er enten blinde eller døve/svært hørehæmmede.

Fx peger undersøgelsen på, at 73 % af arbejdsgiverne vil afvise borgere med synstab/blindhed i forhold til job, praktiksamtaler mv. Hvis der fokuseres på borgere, der er døve eller har et stort høretab, er den tilsvarende andel 67 %. Det virker som om, at kiggede man på døvblindhed, som kombinationen af de to funktionsnedsættelser, ville man simpelthen springe skalaen.

Billedet viser et diagram. Diagrammet viser, hvor stor en andel af arbejdsgiverne som vil afvise at tale med en borgere med forskellige former for funktionsnedsættelser, sygdom og misbrug.

Man kan læse disse tal på flere måder. Først og fremmest må man sukke over, at vi som samfund ikke er kommet længere med ligebehandling af borgere med funktionsnedsættelser. Dernæst kan man overveje, hvorfor arbejdsgiverne overhovedet har så voldsomme holdninger til borgergrupper? Endelig kan man være ærgerlig over, at tallene, ikke giver anledning til nogen større indsatser. De er jo ikke nye. Incita’s tidligere analyser har peget på præcist det samme. Det samme gjorde samfundsforskeren Henning Olsen allerede for 20 år siden.

I den forbindelse kan man pege på, at det nok handler om uvidenhed – se fx denne analyse fra det centrale handicapråd – men det jo heldigvis ret enkelt at gøre noget ved. Så hvorfor sker det ikke?

Endelig kan man være kynisk at konstatere at tallene giver et klart svar til en gammel diskussion: Bør man fortælle om sin funktionsnedsættelse, når man søger et job?

Det korte svar er, at nej, det bør man ikke. Det ville faktisk værre end at skrive at man er tidligere straffet, der har været syg med stress, har kroniske smerte og i øvrigt også har været misbruger, når man ikke er indlagt på et psykisk hospital.

Incita’s analyse bygger på svar fra virksomheder med mindre end 250 ansatte, der enten har adresse i Region Hovedstaden eller Region Midtjylland. Det er den femte analyse, som Incita har gennemført. Analysen gennemføres årligt.

/Niels-Henrik

Corona Un-cool

Billedet viser en mand med styrthjelm, der klamrer sig til forruden af en lille bil, der er i bevægelse. Billede taget af Ralph Klein, Pixabay

I sidste uge fremhævede min kollega, Kirsten, hvordan man kan være Corona-cool. I denne uge kigger vi på nogle af de andre aspekter af Corona-krisen. Det sker med et glimt i øjet, men også med et blik for de forandringer krisen giver.

Der er ingen tvivl om, at man sagtens kan opleve Corona-krisen, som personen på forruden af bilen oplever verden; vi fanget i en forfærdelig situation, hvor det bare gælder om at holde fast og håbe, at det hele ender nogenlunde! Til mandens forsvar kan det siges, at han er i den heldige situation at han har styrthjelm på (selvom det kan diskuteres om det helt er nok?).

Cool eller un-cool?

Et spørgsmål, der kan stilles nu, er, hvad konsekvenserne bliver for borgere med døvblindhed? Både nu og her, og på sigt? Det lader sig selvklart ikke besvare endeligt på allerede, men det skal ikke forhindre os med at komme med forskellige bud. Dem præsenterer vi i det følgende – med fokus på, hvad der er cool og uncool.

Det har været cool, at krisen har gjort det synligt for mange danskere, at der er en gruppe borgere, der er afhængige af tegnsprog. Der har været tegnsprogstolkning fra fx statsministerens pressemøder, hvilket har givet en positiv opmærksomhed på behovet for tegnsprog.

Det har omvendt været uncool, at nogle blinde får skældud fordi de har vanskeligt ved at vurdere afstande og dermed kommer utilsigtet for tæt på andre. Dertil kommer det, at flere borgere har været nødt til at handle selv, fordi nogle kommuner har indstillet den hjælp borgerne ellers fik.

Det viser også at der fortsat er et stort behov for at fortælle danskerne om de vilkår, der gør sig gældende for handicappede, så viden erstatter uvidenhed og der kommer en større forståelse, når det er svært at holde afstand grundet synet.

“Zoom-sved” er det nye sort

Det har været cool, at flere får muligheden for at arbejde hjemmefra. Det fjerner problemet med at finde og farvekoordinere ens tøj, og nulstiller alle de forhindringer som DSB, Movia og kommunen kan finde på at lave mellem ens bopæl og arbejdspladsen.

Det er dog uncool at skulle deltage i vigtige møder over Zoom, Facetime, Skype m.fl. med volumen på maks og en evig forundring over, hvorfor folk altid filmer sig selv i modlys og enten råber eller mumler.

Jeg kalder det for et “zoom-bad”, når man har haft et møde, hvor hørelsen virkelig er blevet udfordret og man sidder tilbage dryppende i sved og med et hoved, der er imploderet, og et energitab, der blinker mere rødt end reaktorkontrollen på Tjernobylværket i 1986. Vores kollegaer i foreningen “Decibel” peger på, at mange hørehæmmede børn har svært ved disse vilkår, og mon ikke det samme gør sig gældende for andre grupper af borgere med dårlig hørelse også?

Det peger igen på, at nye arbejdsformer kan åbne nye muligheder for borgere med døvblindhed, hvis man får løst de udfordringer de giver. Det kan være automatisk tekstning af skypemøder eller en stram styring af talerækken og opmærksomhed på at lyden skal være bedst mulig. Men også at vi stadig skal respektere risikoen for udtrætning. Blot fordi transporten er væk, giver det ikke et uendeligt overskud til andre ting.

Tiden vil vise om vi får grebet nogle af de indsigter krisen har påtvunget os på ondt og godt; den metaforiske bil med manden på forruden er jo stadig i bevægelse og vi ved endnu ikke, hvor den ender!

/Niels-Henrik

Personlig assistance på arbejdsmarkedet

/Af Eva Juul Toldam

Så er der nyt om det rummelige arbejdsmarked til bloggens læsere. Konsulenthuset Marselisborg har, på vegne af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, udført en evaluering af ordningen om personlig assistance for årene 2018-2019. Det er en omfattende evaluering med tonsvis af grafer og tabeller. Men heldigvis er børnene nu tilbage i skole og børnehave, så der har været ro til at læse den igennem på hjemmekontoret (dvs. spisebordet).

I dagens blog vil jeg fortælle om hovedpointerne i evalueringen. Ved en senere lejlighed skriver jeg om, hvordan ordningen med personlig assistance opleves af de mennesker, der bruger den.

Hvad er personlig assistance og hvem bruger det?

Lov om kompensation til handicappede i erhverv giver mulighed for, at personer med varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan få bevilget personlig assistance. Ordningens formål er at kompensere personer med funktionsnedsættelse på de områder i deres arbejde, hvor funktionsnedsættelsen ellers ville have været en barriere.

To sorte figure, der ligner mennesker, står sammen på hvid baggrund (Billede fra www.thenounproject.com)

Den personlige assistent kan bl.a. være en tegnsprogstolk (det er det i 10 % af sagerne). Det kan også være en, der udfører sekretærlignende opgaver (3 % af sagerne) eller en der kører bil for den pågældende medarbejder i arbejdstiden (1 % af sagerne). De fleste ordninger bevilges til mennesker med fysisk funktionsnedsættelse, som er i job, inden ordningen træder i kraft.

• 61 % af de bevilgede ordninger med personlig assistance sker på baggrund af en fysisk funktionsnedsættelse
• I 28 % af sagerne tilskrives det en psykisk funktionsnedsættelse
• Og i 11 % er der tale om en kombineret fysisk- og psykiskfunktionsnedsættelse

6 % af sagerne med personlig assistance er bevilget til personer med nedsat hørelse/døvhed og 4 % til personer med nedsat syn/blindhed. Der er ikke opgjort nogle tal for personer med kombineret syns- og hørenedsættelse.

To sorte figure, der ligner mennesker, sidder ved sigen af hinanden med hver deres PC (Billede fra www.thenounproject.com).

Ordningen virker og sparer samfundet penge

I evalueringen udtrykker både brugere af ordningen og jobcentrene at ordningen med personlig assistance virker. Den er med til at fastholde mennesker med funktionsnedsættelser i arbejde. Oftest bevilges den til mennesker, der gennem længere tid har været på en arbejdsplads, som enten pga. pludselig fysisk funktionsnedsættelse eller som følge af en progredierende lidelse har behov for ekstra kompensation for at løse de samme arbejdsopgaver. Den bruges ikke i så høj grad til at hjælpe folk ind på arbejdsmarkedet. Jobcenterchefer ser dog et potentiale i oftere at anvende ordningen i den slags sager. Så, måske kommer vi til at se det i fremtiden.

En sag om personlig assistance koster i gennemsnit 4.932 kr. om måneden. Evalueringen peger på, at en stor del af de personer, der benytter personlig assistance ville modtage offentlig forsørgelse, hvis ikke de havde mulighed for denne kompensation. Det udregnes, at de offentlige udgifter til personlig assistance ikke overstiger de besparelser, der er på ydelser til offentlig forsørgelse (f.eks. førtidspension eller revalidering). Ordningen er altså en god forretning for samfundet. Evalueringen konkluderer således, at ordningen både bidrager positivt til den enkeltes livskvalitet – mange af de interviewede ønsker at blive på arbejdsmarkedet – og til at samfundet bruger færre penge.

Store forskelle mellem landets kommuner

Helt generelt er der en stigning i antallet af bevilgede ordninger, mens timetallet i de enkelte bevillinger er faldet. Dog er der store forskelle mellem landets 98 kommuner. Forskellene kan ikke kun forklares med de naturlige forskelle, der er på antallet af borgere i kommunerne, og på befolkningssammensætningen.

Det fremgår af evalueringen, at der er forskel på nøglepersoner i jobcentrenes vurdering af, om deres kolleger er faglig klædt på til opgaven. 42 % af jobcentrets nøglepersoner vurderer, at deres kolleger ved nok til at rådgive om lovens muligheder for mennesker med handicap. 30 % oplever dog, at deres kolleger ikke er fagligt klædt på til opgaven.

En anden årsag til forskellene skyldes, at jobcentre i kommunerne har forskellige bevillingspraksisser. Det bl.a. bliver tydeligt i to citater fra nøglemedarbejdere, der er specialiseret i ordningen i to forskellige kommuner.

Nøgleperson i kommune 1: ”Vi siger, I skal ikke nævne det [personlig assistance], medmindre, der slet ikke er flere muligheder.” (Evaluering af ordningen med personlig assistance, 2019 s. 43)

Nøgleperson i kommune 2: ”Jeg tænker, vi har den bredeste tolkning af adgangen til personlig assistance.” (Evaluering af ordningen med personlig assistance, 2019 s. 44)

Hvor en kommune ser personlig assistance som en sidste udvej, ser en anden kommune det som en god mulighed, og prøver i videst mulig omfang at bevilge ordningen.

Man kan næsten ikke lade være med at blive bekymret over de forskelle, der er i kommunernes bevillingspraksis. Det er svært at forsvare, hvorfor ens adresse bliver afgørende for, hvilke muligheder for kompensation man har på arbejdsmarkedet. Som jeg ser det, bør det alene være arten af ens arbejdsopgaver og graden af ens funktionsnedsættelse, som afgør kompensationsmulighederne.

Hvad betyder det for dig?

For bloggens læsere betyder det, at man kan være nødt til selv at orientere sig og søge rådgivning, hvis man ikke oplever at få tilkendt den kompensation, man mener at være berettiget til.

Hvis du har lyst til at dykke ned i de mange grafer og f.eks. læse mere om den kommunale variation i bevillingen af personlig assistance, kan hele evalueringen læses her: https://star.dk/om-styrelsen/nyt/nyheder/2020/4/ny-evaluering-af-personlig-assistance-for-personer-med-handicap/

Næste gang I hører fra mig, skriver jeg som sagt om, hvordan ordningen med personlig assistance opleves af de mennesker, der bruger den.

/Eva

Bog: “Dømt blind. Hva’ så?”

Det sker meget sjældent, at der kommer bøger, der beskriver, hvordan det er at opdage at man vil miste synet og hvordan det er at gennemleve det. Men det har forfatteren Morten Bonde rådet bod på. Han har skrevet den selvbiografiske bog “Dømt blind. Hva’ så?”.

I bogen beskriver Morten, hvordan han langsomt og smertefuldt måtte erkende hans handicap. Det var en proces, der var svær for ham. Han beskriver levende de forskellige processer han gennemfik – inklusiv fornægtelse, bortforklaringer og brug af forskellige strategier til opretholdelsen af en facade. Der var simpelten ikke plads til at vise sårbarhed. Særligt hans beskrivelse af, hvordan han kæmpede for at fastholde kørekortet og den frihed det gav ham, er tankevækkende, fordi den viser, hvor langt man kan være villig til at gå for at opretholde en illusion om at alt er som det skal være. Det er egentligt også skræmmende med den fare han har udsat sig og andre for ved at køre bil med en alvorlig synsnedsættelse.

Tre dele

Bogen indeholder tre hoveddele. I den første del beskriver forfatteren, hvordan hans tiltagende blindhed langsomt ødelagde hans livskvalitet. Det er en forfaldsfortælling, hvor det stigende grad bliver sværere og sværere for Morten at fortsætte som alt er som det plejer at være. Man kan diskutere om Morten kun bliver blind eller om han egentligt er døvblind, da han også skriver, at han har en hørenedsættelse.

I den anden del af bogen fokuseres der på, hvordan Morten fik vendt hans situation, så han fik øje på muligheder i stedet for det han ikke længere kunne. I den sidste del samles der på bogens forskellige temaer.

Til at binde bogen sammen er der en rammefortælling, der på metaforisk vis illustrerer forfatterens vej til erkendelse og derefter til aktiv ejerskab og handlen. På den måde er det en positiv skæbnefortælling, hvor forfatteren oplever, at gå fra en håbløs situation, hvor han ikke kan få øje på nogle muligheder, til en situation, hvor der nok er nogle døre, der har lukket sig, men så er der nogle andre, der åbner sig. Det handler blot om at få øje på dem. Det er en bog, der gerne vil give håb til borgere med døvblindhed.

Bogen kan bestilles direkte hos forfatteren – både som klassisk papirbog, e-bog og som lydbog.

Det følgende er min personlige holdning

Det er på mange områder en læseværdig bog, som Morten Bonde, har skrevet. Der er både gode sider og sider, som jeg oplever er mindre gode.

Den første del er rigtig god

Den har særligt sine styrker i bogens første del, hvor han levende beskriver en række af de ting, som personer med et progredierenede handicap går igennem. Der er stærke beskrivelse af de nederlag, tanker og strategier man kan benytte sig af i den proces. Han har øje for de små historier (og løgne) man kan fortælle overfor sig selv og andre, og som egentligt bare udskyder, at man forholder sig til sit handicap og dets følger på ens liv.

Godt sprog

Sproget er godt. Han skriver godt og hans baggrund fra reklamebranchen slår tydeligt igennem. Teksten er velsmurt og levende.

Jeg er dog skeptisk overfor de to sidste dele af bogen, hvor forfatteren gør sig en række overvejelser om, hvordan man kan arbejde med sig selv – og få øje på muligheder i stedet for det, der ikke længere kan lade sig gøre. Det er i sig selv sympatisk og svært at være uenig i. Der, hvor det bliver vanskeligt for mig, er de steder, hvor bogen skifter karakter fra at være en selvbiografi til at være en selvhjælpsbog. Der synes jeg, at indholdet bliver mindre interessant. Primært fordi man kan vælge, at læse det som om, at har du det dårligt med din døvblindhed, så er det din egen skyld. Der skriver bogen sig ind i en nutidigt individualiseringstendens, hvor det enkelte menneske hele tiden skal optimere sig selv og hvis man ikke kan det – uanset årsagen – er man utilstrækkelig. Der er simpelthen nogle ting man ikke kan optimere sig ud af! Men det er min holdning, og hvis det kan hjælpe nogle til at leve bedre med deres synsnedsættelse er det fint.

Afrunding

Opsamlende synes jeg, at det er en god og velskreven bog. Jeg er som nævnt skeptisk overfor de sidste dele, hvor bogen skifter karakter væk fra det velbiografiske og bliver en slags kogebog på, hvordan læseren kan arbejde med sig selv. Der savner jeg en større forståelse for, at personer med døvblindhed, kan have mange forskellige måder at leve med deres sansetab på og at der kan være omstændigheder i deres liv, der gør at de ikke har samme muligheder og ressourcer som bogens forfatter.

Morten Bonde skal dog have ros for at beskrive det oplevelsen af et sansetab på en god måde, og give læseren indsigt i, hvordan det opleves.

Mange hilsner og god weekend.

Niels-Henrik