Årets handicapdag

Den 3. december er FN’s internationale handicapdag. Det blev markeret på forskellige måder rundt omkring. Her vil jeg kigge på de forskellige fejringer med et kritisk blik – hvad fremhæves, når vi den ene dag om året har mulighed for at sætte særlig fokus på forholdene for borgere med handicap samt mulighederne for ændre på disse (i en positiv retning)?

Danske Handicaporganisationer

Overskriften for dagen ved DH (Danske Handicaporganisationer) var, at “Unge med handicap skal ind i fællesskaber”. Baggrunden for temaet er trist. En afsøgning, som DH selv har gennemført peger på, at mange børn og unge med handicap oplever at de ikke er en del af de sociale fælleskaber i skolen eller i fritiden. Tallene er desværre ikke repræsentative og kan derfor højst give en indikation på hvad børn og unge oplever, men peger dog i samme retning som andre, forskningsbaserede undersøgelser, der peger på, at det sociale ofte opleves som en udfordring, når børn med handicap bliver teenagere. DH’s arbejde kan læses her.

DH foreslår med afsæt i disse tal, at der afsættes flere midler til at støtte børn og unge med handicap i skolen. Midlerne skal bruges til at sørger for at lærere og pædagoger er klædt på til at håndtere børn og unge med handicap mv.

Det er et sympatisk forslag, men fremstår også lidt som en automat-reaktion: Flere midler, tak, og så lader vi lærerne og pædagogerne tage sig af det. Sat på spidsen kan man spørge om det reelt adresserer problemet på en måde, der er ønskelig og virksom? Ønsker vi at umyndiggøre barnet og forældrene i processen? Og er problemet med manglende adgang ikke mere kompliceret end så? Det kunne man godt have mistanke om. Særligt, når mange undersøgelser peger på, at det danske samfund som helhed har det rigtig svært med medborgere, der har et handicap, hvilket fører mig til en anden vinkel på året handicapdag.

Med eller uden handicap

En anden overskrift på året handicapdag kom fra FN selv, der under overskriften “Building back better: people with disabilities in the workforce”. Her peger FN på, at personer med handicap er hårdt ramt af COVID-19 krisen. Som gruppe er de hårdere ramt end mange andre grupper, og der er derfor behov for en særlig fokusering og opmærksomhed på at sikre at personer med handicap får adgang til arbejdsmarkedet.

Som eksempel har FN et interview med Ayse, der er socialrådgiver i Holbæk kommune, og døv. Hun er afhængig af tegnsprog, men peger på at der er gode mulighed for kompensation og støtte (fx i form af tolkning). Set fra hendes perspektiv er udfordringen primært arbejdsgivernes og arbejdspladsernes holdninger til kollegaer med handicap. Der er eksisterer den reelle barriere i hendes øjne. Læs interviewet her.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ( “STAR”) bekræfter Ayses analyse. De peger på at:

Der er historisk mange i job i Danmark, men alligevel er manglen på kvalificeret arbejdskraft i disse år en af erhvervslivets største bekymringer. Samtidig står en stor gruppe personer med handicap udenfor arbejdsmarkedet. Kun en tredjedel af personer med handicap er i beskæftigelse i dag. (STAR/

Det er en deprimerende konstatering. Der er mangel på arbejdskraft. Der er velkvalificerede borgere, der er står klar til at tage et arbejde, men barrierene i form af fordomme og mangel på viden er så store hos arbejdsgiverne, at det de to ender ikke mødes. Som svar har STAR lavet en hjemmeside, der forsøger at afhjælpe den problemstilling. Siden kan findes her og er meget sympatisk i sin opbygning.

Men igen kan det spørges om det er nok være sympatisk og have gode intentioner? Det er i al fald karakteristisk at de rollemodeller, der fremhæves på hjemmesiden fx er verdensmester i bordtennis, hvilket giver en kløft til alle os, der nok er velkvalicerede, men på ingen måde er verdensmester i noget som helst. Hvordan skal vi have en chance på arbejdsmarkedet, hvis adgangsbilletten er at vi skal være verdensmester i en eller anden disciplin? Det fremhæver næsten snarere de ekstraordinære forhindringer personer med handicap skal overkomme for at få et arbejde.

Det vækker eftertanke hos mig, at der er mange gode intentioner, men også en udbredt berøringsangst for at adressere nogle af de problemer og udfordringer borgere med handicap står overfor i Danmark. Så længe det ikke sker, er det svært at forestille sig at der sker noget særligt med status qua for borgere med handicap i Danmark – og det er både i relation til adgangen til sociale fællesskaber og arbejdsmarkedet, hvilket er deprimerende.

/Niels-Henrik

1 thought on “Årets handicapdag

  1. Pingback: CFD blogger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *