Agurketid og ridser i stokken

Mens mine to kollegaer kører rundt i Jylland og taler med mulige deltagere til det kommende “Kom igen kursus”, sidder jeg tilbage i sommerhedt kontor. Puha, det er en stille periode på arbejdet. Kollegaer og samarbejdspartnere er så småt ved at vende tilbage, men de er stadig ved at rydde deres e-post konto, så det giver tid til eftertanke og sjove overvejelser. Det man indenfor mediebranchen kalder for agurketiden! Tiden, hvor gamle nyheder og travere slavisk bliver (gen)brugt. Så lad os se, hvad der kan bruges i dag!

Billedet viser noget revet os og en gulerod, der er forbundet med et kabel samt nogle batterier. Billede af Steve Buissinne fra Pixabay.

Hunde, børn og andre forhindringer

Min arbejdsplads er beliggende i Odense. Og nogle gange har jeg på fornemmelsen at Odense kommune simpelthen har et horn i siden på borgere med et dårligt syn. Min vej igennem byen er spækket med ting, der umotiveret står placeret midt på fortorvet, der hvor man går. Det handler om skilte, store som små, trapper, der tager alt pladsen på fortorvet og gør det nødvendigt at man må ud på cykelstien.

Dertil kommer der byggeriet af letbanen i Odense, som – tror jeg – fungerer som en stor undskyldning for at øge forhindringerne med faktor 10 – og løbende ændre dem, når man lige har fået lært, hvor de er. Ingen skal vide sig sikker!

Dertil kommer der de klassiske mobile forhindringer, som de fleste med dårligt syn nok har stiftet nærmere bekendtskab med. Det er typisk børn og hunde, der er de største udfordringer, når og hvis kommunens tiltag ikke får ramt på en først. Jeg har overvejet om man burde lave en ridse i blindestokken for hver hund man rammer – og med særlig bonus for små hunde – de er de mest uforudsigelige at tage højde for. Børn er også et kapitel for sig selv. De er lette at overse, hvis de ikke lige er høje nok til at komme ind i ens synsfelt.

Så er der de snedige kombinationer, hvor børn, hunde og kommunen samarbejder og opnår højere former for synergi. Et eksempel på det, er et ny etagebyggeri på min vej, hvor vinduerne i stueetagen er ret store og åbner 90 grader ud i hovedhøjde. De rækker stort ud til midten af fortorvet, når de åbne. Det er ikke et sted, hvor man plejer at møde en forhindring og det er et sted, hvor stokken ikke hjælper. Hvis der kommer en hund på samme tid, er der rigeligt potentiale for nye ridser i stokken og et nyt ar!

Skal man være positiv, så føler jeg mig som Indiana Jones, når jeg endelig er fremme på arbejde og det – forhåbentligt – er gået godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.