På arbejde med Usher- Ejer af firmaet “Be My Eyes”

(Husk at slå teksten til)

Jeg besøgte  Hans Jørgen Wiberg en smuk, solrig efterårsdag i familiens hyggelige køkken i en lille by på Falster.  Meget af Hans Jørgens arbejde foregår  i dette rum ved onlinemøder på telefonen. Den var på bedste højteknologiske  Storm P -vis opsat på køkkenrulleholderen i den rette højde… Det burde jeg da have filmet!

Da jeg kom til huset  gik jeg forbi familievirksomheden Wiberg Flette og polstreværksted, hvor Hans Jørgen også har sin gang, men vi var enige om at dagens interview skulle koncentrere sig om hans  virke i  firmaet ” Be My Eyes”.

Hans Jørgen har Usher 2 og har, som han fortæller i interviewet, mellem 4-5 graders synsrest tilbage. At han har fået den ide at lave en  app, hvor seende udfører frivilligt arbejde i mikroformat til stor gavn for  blinde og svagseende overalt på kloden, kan jo skyldes at han på egen krop oplever frustrationer i små dagligdags situationer, hvor han lige har brug for et par øjne i kort tid… ja og så også at  han er vild med nye tekniske muligheder.

Be My Eyes

Vi har tidligere fortalt her på bloggen om Hans Jørgens gode ide  med en app, hvor blinde låner et par øjne . Brugerskaren vokser hele tiden og firmaet vinder priser her og der.

Vi måtte faktisk flytte vores første aftale ,da et filmhold fra San Francisco meldte deres ankomst  for at lave et indslag om Hans Jørgen og hans gode ide.

I skrivende  stund er der  ifølge hjemmesiden 103.162 blinde og svagtseende i over 150 lande på over 180 sprog,  der benytter sig af 1.780.472 frivillige overalt på kloden til at blive deltagere på lige fod i små dagligdages aktiviteter blot ved et enkelt videoopkald.

Som juryen bl.a. sagde da  “Be My Eyes” vandt Danish Design Awards designløsning 2016:

“Det er et enestående eksempel på at benytte teknologi til at forbinde mennesker. Tænk sig hvad vi er i stand til, når teknologi giver mulighed for helt nye fællesskaber og forbindelser mellem mennesker”

Så se mere her eller hent appen i din  App Store og meld dig til som en enten bruger eller frivillig… eller bliv inspireret til en ny god ide, der forbinder mennesker!

Kirsten

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *