Corona Un-cool

Billedet viser en mand med styrthjelm, der klamrer sig til forruden af en lille bil, der er i bevægelse. Billede taget af Ralph Klein, Pixabay

I sidste uge fremhævede min kollega, Kirsten, hvordan man kan være Corona-cool. I denne uge kigger vi på nogle af de andre aspekter af Corona-krisen. Det sker med et glimt i øjet, men også med et blik for de forandringer krisen giver.

Der er ingen tvivl om, at man sagtens kan opleve Corona-krisen, som personen på forruden af bilen oplever verden; vi fanget i en forfærdelig situation, hvor det bare gælder om at holde fast og håbe, at det hele ender nogenlunde! Til mandens forsvar kan det siges, at han er i den heldige situation at han har styrthjelm på (selvom det kan diskuteres om det helt er nok?).

Cool eller un-cool?

Et spørgsmål, der kan stilles nu, er, hvad konsekvenserne bliver for borgere med døvblindhed? Både nu og her, og på sigt? Det lader sig selvklart ikke besvare endeligt på allerede, men det skal ikke forhindre os med at komme med forskellige bud. Dem præsenterer vi i det følgende – med fokus på, hvad der er cool og uncool.

Det har været cool, at krisen har gjort det synligt for mange danskere, at der er en gruppe borgere, der er afhængige af tegnsprog. Der har været tegnsprogstolkning fra fx statsministerens pressemøder, hvilket har givet en positiv opmærksomhed på behovet for tegnsprog.

Det har omvendt været uncool, at nogle blinde får skældud fordi de har vanskeligt ved at vurdere afstande og dermed kommer utilsigtet for tæt på andre. Dertil kommer det, at flere borgere har været nødt til at handle selv, fordi nogle kommuner har indstillet den hjælp borgerne ellers fik.

Det viser også at der fortsat er et stort behov for at fortælle danskerne om de vilkår, der gør sig gældende for handicappede, så viden erstatter uvidenhed og der kommer en større forståelse, når det er svært at holde afstand grundet synet.

“Zoom-sved” er det nye sort

Det har været cool, at flere får muligheden for at arbejde hjemmefra. Det fjerner problemet med at finde og farvekoordinere ens tøj, og nulstiller alle de forhindringer som DSB, Movia og kommunen kan finde på at lave mellem ens bopæl og arbejdspladsen.

Det er dog uncool at skulle deltage i vigtige møder over Zoom, Facetime, Skype m.fl. med volumen på maks og en evig forundring over, hvorfor folk altid filmer sig selv i modlys og enten råber eller mumler.

Jeg kalder det for et “zoom-bad”, når man har haft et møde, hvor hørelsen virkelig er blevet udfordret og man sidder tilbage dryppende i sved og med et hoved, der er imploderet, og et energitab, der blinker mere rødt end reaktorkontrollen på Tjernobylværket i 1986. Vores kollegaer i foreningen “Decibel” peger på, at mange hørehæmmede børn har svært ved disse vilkår, og mon ikke det samme gør sig gældende for andre grupper af borgere med dårlig hørelse også?

Det peger igen på, at nye arbejdsformer kan åbne nye muligheder for borgere med døvblindhed, hvis man får løst de udfordringer de giver. Det kan være automatisk tekstning af skypemøder eller en stram styring af talerækken og opmærksomhed på at lyden skal være bedst mulig. Men også at vi stadig skal respektere risikoen for udtrætning. Blot fordi transporten er væk, giver det ikke et uendeligt overskud til andre ting.

Tiden vil vise om vi får grebet nogle af de indsigter krisen har påtvunget os på ondt og godt; den metaforiske bil med manden på forruden er jo stadig i bevægelse og vi ved endnu ikke, hvor den ender!

/Niels-Henrik

Corona Cool?…. hmmm

Mig med maske

Så er er vi midt i en ” kontrolleret ” åbning af vores samfund og vi døvblindekonsulenter er så småt på landevejen igen og deltager i flere og flere møder fysisk. Håndsprit, handsker, visir og mundbind bliver værnemidler, vi kan benytte.

Afstand

Har i hvert fald givet mig visse høremæssige udfordringer ved møder med stor afstand mellem deltagerne. Så har det været fedt med de mange skypemøder( når lyden er god).

Jeg var nede og handler for min gamle far og plexiglassskærmen gav både kunde ( med høreapparat)og kassedame problemer med at høre hinanden. Hvad gjorde de så? Jo de flyttede sig begge- talte tæt ved siden af plexiglaspladen. Jeg stod og krydsede fingre for at en smittekæde ikke blev sat i gang der..

Mon der skal udvikles tekstmaskine til kassen i vores daglig varebutikker på sigt?

Afstand er en af hovedfjenderne for os med høretab, når vi skal tale sammen, så her er et af de mange dilemmaer i vores genåbning af samfundet.

Knus

I alle de år jeg har være døvblindekonsulent har jeg i mit arbejde næsten givet/fået flere knus end i mit private liv, fordi knus er en del af den kultur der knytter sig til døvblindhed: Lige at mærke hinanden – holde hånd hos den ældre døvblinde i samtalen, bruge taktilt tegnsprog og bruge haptiske signaler hos dem, der har glæde af det. Nu er håndtryk og knus for risikabelt i lang tid, ser det ud til og vi skal finde måder at passe på hinanden i kommunikationen.

Så der skal uddeles en del knus både i job og privat, når vi må det igen!

To bamser sidder på træstamme og knuser

Mundbind

Jeg har næste opgivet at bruge mundbind for så forsvinder min stemme da helt .

Jeg er ( med mit høretab) glad for at bo i et land, hvor det ikke er et krav at bære mundbind i det offentlige rum. At det som retningslinje giver en falsk tryghed .Det er trods alt lettere at støtte sig til mundaflæse på en-to meters afstand end at aflæse et ansigt med mundbind!

Men passe på hinanden, det skal vi!

En del af de borgere vi som døvblindekonsulenter har kontakt med, er i risikogruppen, hvis de bliver ramt af COVID- 19. Så nogle steder må vi vente og andre steder være fuldt udstyret med værnemidler trods kommunikationsproblemerne.

Corona Cool……?

Det bliver jeg vist ikke-men jeg og CFD rådgiverne prøver at manøvrere, så vi kan kommunikere, passe på hinanden og passe vores rådgivningsarbejde… med håndsprit m.m. i tasken !

Kirsten

Hvordan er det at have personlig assistance på arbejdet?

Så er vores faste gæsteblogger udviklingskonsulent Eva Juul Toldam som lovet igen klar med et indlæg:

For et par uger siden skrev jeg en blog med nogle af hovedpointerne fra en evaluering af ordningen med personlig assistance. Evalueringen konkluderede at personlig assistance virker ved at fastholde mennesker med funktionsnedsættelser på arbejdsmarkedet, og at det er en økonomisk god løsning for samfundet. Samfundet-det er jo os alle sammen, så det kan vi selvfølgelig være glade for. Men nok så vigtigt, synes jeg nu det er, at høre mere om hvordan de mennesker, der bruger personlig assistance, oplever ordningen. Heldigvis har man i evalueringen også interviewet nogle af de mennesker, der bruger ordningen og nogle af de, som arbejder som personlig assistent. De er alle tilfredse med ordningen.

Ordningen giver bedre livskvalitet

I interviewene siger alle, at de har et stort ønske om at blive på arbejdsmarkedet, f.eks. siger Rolf på 54 år: Det er en genial ordning. Den betyder, at jeg kan beholde mit job.

At blive i arbejde har stor betydning for hvordan interviewpersonerne tænker om deres fremtid. Flere fortæller, hvordan de har været bekymrede for fremtiden, og hvordan ordningen gør, at de kan opretholde et normalt liv med et arbejde. De interviewede udtrykker at det at arbejde har stor betydning for deres livskvalitet. 47-årige Sigrid siger: Ordningen betyder meget bedre livskvalitet, det gør, at jeg kan holde til at være på arbejde. Og Vivian på 61 år siger: Det betyder helt klart, at jeg kan blive ved med at være på arbejdsmarkedet. Jeg tror simpelthen, at jeg alternativt ville være nødt til at give op. Det billede vi ser i denne evaluering stemmer også overens med at fastholdelse og balance i jobbet, er et af de emner, der fylder i den rådgivning døvblindekonsulenterne giver til yngre mennesker med kombineret syn- og hørenedsættelse.

Ordningen har flere fordele end ulemper

De interviewede fremhæver en række forskellige fordele og ulemper ved ordningen. Der peges på flest fordele.

Oplevelse med personlig assistance:

  • Giver udsigt til at beholde sit arbejde og udskyde nedslidning
  • Mulighed for at varetage egne arbejdsopgaver
  • Tydeliggør roller på arbejdspladsen, så borger ikke oplever hele tiden at skulle bede kolleger om hjælp
  • Godt samarbejde med jobcenteret omkring bevillingen
  • Der kan være manglende forståelse for ordningen hos kolleger
  • Ordningen kan føles administrativt tung

Tung administration

Der er enkelte af interviewpersonerne og af arbejdsgiverne, der nævner, at ordningen er administrativ tung, fordi man skal tælle faktiske timer anvendt til personlig assistance. Den administrative byrde nævnes oftest, hvor bevillingen er relativt ny. De, der har længere tids erfaring med ordningen fortæller, at de har udviklet et system og en rutine til at tælle og administrere, så det ikke længere fylder så meget.

Fra ” thenounproject.com”

Godt med et fast makkerpar

Overordnet har de interviewede meget positive oplevelser med at bruge personlig assistance. Bedst fungerer det hvis assistancen gives i forbindelse med opgaver, der kan tilrettelægges fleksibelt og hvis det er en gennemgående person, der er den personlige assistent. På nogle arbejdspladser er det en eller flere kolleger, der bliver frikøbt nogle timer som personlig assistent. På andre er der ansat en ny i funktionen som personlig assistent. Der er flest positive oplevelser med at det kun er én person, der er personlig assistent. På den måde kan der nemlig opstå et makkerskab. I takt med at de to lærer at samarbejde bliver de til et makkerpar. De personlige assistenter der er blevet interviewet udtrykker, at de over tid erfarer, hvor behovet er, og derefter selvstændigt kan udføre støtten, uden at blive bedt om det. Det gør samarbejdet mere naturligt.

Del gerne dine erfaringer

Hvis nogle af bloggens læsere selv har erfaringer med at bruge personlig assistance er I meget velkomne til at dele dem her på bloggen/Eva

Mangler du en makker til at dyrke motion med?

Jeg faldt lige over dette nye tilbud til personer med synstab, der ønsker at dyrke motion sammen med andre. Det er app’en “Move United”, som tilbyder at forbinde personer med synstab med frivillige seende motionister.

https://scontent.fbll1-1.fna.fbcdn.net/v/t15.13418-10/p960x960/94560181_226152331789421_7791246317631569920_n.jpg?_nc_cat=101&_nc_sid=ad6a45&_nc_ohc=8iWT9TnIHZAAX-Ilsq3&_nc_ht=scontent.fbll1-1.fna&_nc_tp=6&oh=dbb03ad638950592d6650bec4bb01979&oe=5ED858B0

Motion kan både være gåture, løbeture eller et besøg i det lokale motionscenter. Det er borgeren med synstabet, der lægger ønsket op i app’en, hvor de frivillige motionister kan se det og byde ind.

Udvikleren er dansk og hedder Kristian. Han er selv synshandicappet. Hans historie kan ses her. Der er også en fortælling fra bruger, der er stærkt svagsynet. Den kan ses her.

Det er op til dig selv, hvor tit, hvor meget og hvilken form motionen skal have. Det er et spændende tilbud, der er gratis at bruge. Det er sjovere at dyrke motion med en anden og muligheden for at få en seende makker med, fjerner ens dårlige syn som undskyldning for at komme væk fra sofaen.

Hjemmesiden kan findes på www.moveunited.dk eller du kan finde appen i app-store (Apple) eller playstore (Android).

Mange hilsner

Niels-Henrik

.

“Kom igen!” omtalt i “Hørelsen”

Vores kursus for døvblinde borgere – “Kom Igen!” – er blevet omtalt i en flot artikel i Hørelsen, som er Høreforeningens medlemsblad. I artiklen deltager to deltagere fra kurset samt Trine og Kirsten fra CFD, der står for at arrangere og gennemføre kurset.

De to deltager fortæller, at det har været guld værd for dem at deltage i kurset. De har mødt andre i samme situation, udvekslet erfaringer og nydt at være i en sammenhæng, hvor de ikke skulle forklare om deres situation. De har efterfølgende dannet et netværk blandt deltagerne, som mødes jævnligt og støtter hinanden.

Det er rigtig rart at læse om deltagernes gode erfaringer med “Kom igen!”. Det bekræfter os i, at der fortsat er et stort behov for et særligt tilbud til borgere med døvblindhed. Et tilbud, der støtter dem i at løse hverdagens udfordringer og giver dem en bedre livskvalitet.

Kort om “Kom igen!”

CFD Rådgivning har har udviklet kurset “Kom igen!” som et særligt rehabiliterende tilbud til borgere med døvblindhed i alderen 26-65 år, der har brug for at møde andre i sammen situation og få strategier/værktøjer til at håndtere tilværelsen.

CFD Rådgivning planlægger at gennemføre en ny udgave af “Kom igen!” kurset i 2021. Hvis du er interesseret eller kender en, hvor det kunne være relevant at deltage i kurset, er du velkommen til at kontakte Kirsten for yderligere informationer. Kirsten kan kontaktes på email: kw@cfd.dk.