Situationsarkitekt – hvad er nu det for noget?

Det kan du læse om i en nyligt udgivet artikel i tidsskriftet Social Kritik skrevet af udviklingskonsulent i CFD Eva Juul Toldam. Artiklen er baseret på interviews med syv unge med høretab og syv unge med kombineret syns- og høretab. Du kan læse hele artiklen her, men det kræver dog abonnement: https://socialkritik.dk/

Billede af tidsskriftet “Social Kritik”. Det er i dette temanummer at artiklen er blevet udgivet.

Unge med kombineret syns- og høretab som situationsarkitekter

Ikke alle unge med kombineret syns- og høretab har lyst til at tale åbent om det dobbelte sansetab og hvad det betyder for deres deltagelsesmuligheder. Når de unge ikke taler åbent om de hensyn, der er brug for, hvis barriererne for deltagelse skal mindskes, så forsøger de på anden vis at mindske dem på måder, der ikke sætter direkte fokus på deres funktionsnedsættelse. De gør det ved at agere som situationsarkitekter.

Når man agerer som situationsarkitekt forsøger man at arrangere situationens elementer – de fysiske rammer, de visuelle og auditive indtryk, placeringen af genstande og mennesker – for på den måde at skabe de bedste vilkår for deltagelse. Situationsarkitektonisk ageren handler om at kreere en situation, hvor omstændighederne er mest fordelagtige for den unge og de vilkår, funktionsnedsættelsen giver. For unge med kombineret syns- og høretab handler det om, hvordan der bliver det bedste høre- og synsbetingelser.

Et eksempel er Mia, der har et høretab, som fortæller, hvordan hun, da hun var yngre, synes det var ubehageligt at tage til overnatninger sammen med sine venner, fordi hun om natten skulle tage høreapparaterne af. Nogle få gange deltog hun alligevel i overnatninger, men holdt sig vågen i lang tid for at være sikker på, at de andre sov, så hun kunne tage høreapparaterne af, uden at de så dem. Hun var nemlig bange for at de ville tænke at høreapparaterne var ulækre. Hun sov dårligt til overnatningerne og vågnede tidligt, fordi hun var bekymret for, om vennerne ville vågne før hende og forsøge at snakke til hende, uden at hun kunne høre det. Mias bekymringer var begrundet i, at hun ikke ønskede, at høretabet skulle være det karakteriserende træk ved hende. Hun handlede som situationsarkitekt ved at kontrollere sin egen søvn og dermed sørge for at vennerne ikke opdagede noget anderledes ved hende.

Sofia, der har et kombineret syns- og høretab, handler på anden vis som situationsarkitekt. Hun tænker over, hvordan hun kan kreere den bedst mulige situation, der mindsker udfordringerne ved at have kombineret syns- og høretab:

”…  når jeg starter et nyt sted, så laver jeg altid en aftale med studievejleder eller de der lærere på skolen, om jeg lige kan få lov til at komme og se skolen, før jeg starter ligesom for at få et indtryk af, hvor ligger klasselokalet, og hvor ligger trapperne?”

Det giver hende mulighed for at indprente sig, hvor de forskellige lokationer ligger i forhold til hinanden og samtidig undersøge, hvor der kunne være behov for at øge tilgængeligheden. Sofia handler som situationsarkitekt ved at forsøge at indlære et nyt sted på forhånd og ved at øge tilgængeligheden på det sted. Situationsarkitektoniske handlinger kan således være af vidt forskellige karakter.

Ikke reel ligestilling

At opføre sig som situationsarkitekt kan se forskelligt ud, men betyder, at den enkelte påtager sig et ansvar ved at forsøge at forme situationen, så den giver mindst mulig friktion ift.  funktionsnedsættelsen. Det der ligger bag disse situationsarkitektoniske handlinger er et stort pres på de unge for selv at forvalte funktionsnedsættelsen og for selv at undgå at blive udsat for udelukkelse.

De unge står med et stort ansvar og oplever et pres, fordi det i mange situationer er op til dem selv at sørge for muligheden for at deltage. De unge lever med overvejelser om og afvejninger af, hvornår de skal sætte fokus på deres funktionsnedsættelse og forsøge at få omgivelserne til at tage hensyn og skabe tilgængelighed, og hvornår de selv skal forsøge at tilpasse sig situationen, så de opnår mindst mulig friktion uden eksplicit at rette fokus på det dobbelte sansetab. Det bliver dermed tydeligt, at udover den ekstra indsats det kræver af de unge for at høre og se, så kræver det også en ekstra indsats af dem at kunne blive deltagende.

Nok er der i Danmark formel og juridisk ligestilling for personer med handicap, men så længe unge mennesker med funktionsnedsættelser selv må påtage sig så stort et ansvar for at kunne deltage, er der ikke reel ligestilling.

Mange tak til Eva Juul Toldam, Udviklingskonsulent, CFD Rådgivning, der har skrevet dette indlæg til bloggen. Hvis du er nysgerrig på de udgivelser vi har lavet om unge, der lever med det dobbelte sansetab og/eller høretab, kan du finde en oversigt her: https://www.cfd.dk/viden/raadgivning-og-vejledning/unge-og-hoeretab

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *