Hvordan kan en person med et handicap bevare ligeværdigheden, selvom han eller hun har brug for hjælp fra andre?

Det spørgsmål stillede psykolog Susanne Have fra Vejle sig selv og deltagerne ved temadagen på Fuglsangcenteret sidste onsdag. Susanne Have har været blind siden 2 års alderen og bor alene med sine to drenge. Hun fortæller, at det er en kompliceret opgave at finde ud af at leve med et handicap. Alene det at gå ud og købe en ny bluse kræver meget planlægning. Hun kan ikke bare gøre det på det tidspunkt, hun helst vil. For hun er afhængig af, at en ledsager eller en veninde kan tage med og hjælpe.

Fra synsvinklen som psykolog forklarer Susanne Have, at når en person mister færdigheder på grund af en kombineret syns- og hørenedsættelse, fx det at kunne køre bil eller se børnenes ansigter, så er det vigtigt, at de sorgfulde følelser får plads.

Der vil være en periode, hvor det er en stressfaktor for denne person at skulle finde en vej igennem de nye udfordringer fx det at komme til og fra arbejde uden at kunne køre i sin egen bil. Der kan opstå følelser som afmagt, afhængighed, kontroltab, mistet selvbestemmelse og mistet ligeværdighed. Ligesom tabet af færdigheder påvirker personens identitet og forholdet til fx ægtefælle, børn, kollegaer og venner. Personen med et handicap må se i øjnene, at han eller hun har brug for mere hjælp, at nogle opgaver skal løses på en anden måde end tidligere, og at alting tager væsentlig længere tid end ønsket.

Tilbage til spørgsmålet om hvordan ligeværdigheden bevares, når en person med et handicap har brug for mere hjælp, så anbefaler Susanne Have, at personen fokuserer på de ting, der stadig er mulige.

Personen skal lære sine egne muligheder og begrænsninger at kende. Finde viljestyrken til at udvide cirklen af de ting der er mulige fx lære at gå en anden rute, lære en ny forretning at kende eller at lave ny middagsret til familien.

Det er møgbesværligt, det kan koste nederlag, men hver sejr giver til gengæld stor nydelse og glæde. For det fortsat at kunne bidrage, fortsat at kunne hjælpe andre, det styrker følelsen af ligeværdighed.

Susanne Have fortæller om en årlig weekendtur, hvor hun er afsted med gode venner, og hvor hun har brug for deres hjælp til flere ting i de ukendte omgivelser. En af de måder Susanne Have selv bidrager på, det er ved at skrælle kartofler, rigtig mange kartofler! Og fordi hun hjælper, hvor hun kan, så er der balance i regnskabet – og ligeværdighed.

RESPEKT! Er det ord der kommer til mig, når jeg lytter til Susanne Haves fortælling. Jeg har stor respekt for personer med handicap – i vores sammenhænge med kombineret syns- og hørenedsættelse, der har viljen, og som finder styrken til at lære nyt, til at udvide cirklen af ting der er mulige og til bare at leve med det.

Malene

Susanne Have