Forår på Bloggen – Ung med Usher syndrom!

Hvad rører der sig, når man er ung med Usher syndrom? Er man ikke bare ung på samme måde som alle andre unge? Drømmer om de samme ting, interesserer sig for de samme ting, gør de samme ting? Kan man det?

Vi har tidligere her på bloggen omtalt en undersøgelse af, hvordan det kan opleves at være ung med Usher syndrom. En undersøgelse, som CFD har lavet i samarbejde med Institut for Syn- Hørelse og døvblindhed i Aalborg. På baggrund af det arbejde ønsker vi, i dette forår at sætte fokus på det at være ung med kombineret syns- og høretab og blandt andet fortælle om nogle af de temaer, som de unge har fremhævet i undersøgelsen.

Vintergækker i frøperspektiv mod en blå himmel (foto fra Pixabay)

Tyvstart

Niels- Henrik er faktisk tyvstartet. Lige inden jul tog han nemlig allerede hul på et af temaerne, der kom frem i undersøgelsen. Det gjorde han i blogindlægget ”At være anderledes – unges perspektiv på døvblindhed”. Læs eller genlæs blogindlægget her: https://www.cfdblogger.dk/at-vaere-anderledes-unges-perspektiv-paa-doevblindhed

Når vi sætter dette forårsfokus, vil vi selvfølgelig også dele faglige input om emnet og fortælle om døvblindekonsulenternes rådgivning og støtte til gruppen af unge.

Er det dig?

Vi vil gerne blive endnu klogere på unges tanker om hverdagen – drømme, benspænd og tacklinger! Måske er der et ungt menneske derude, som lever med Usher syndrom eller kombineret syns- og høretab af anden årsag og som har lyst til at skrive med? Det kunne fx handle om det at gå på uddannelse, have studiejob, starte på sit første arbejde efter end uddannelse eller noget helt fjerde. Sig endelig til, hvis det er dig! Min mail finder du nederst i dette indlæg.

Bloggen i 2021

I 2021 vil vi i det hele taget forsøge at skrive lidt mere i temaer end vi ellers har gjort. Der vil stadig komme aktuelle indlæg om stort og småt fra vores faglige hverdag – men vi vil have perioder, hvor bestemte temaer får fokus, som fx nu i første omgang ”Ung med Usher”. Har du input til, hvad der kunne være spændende at sætte fokus på, er du altid velkommen til at kontakte mig.

Trines mail: tul@cfd.dk

Med ønske om en rigt god weekend/ Trine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *