Kom igen – Vi er så klar!

Meningsfuld rehabilitering for mennesker med erhvervet døvblindhed fortsætter. Else Marie og jeg starter på søndag d. 5/2 2017 vores andet hold i projekt “Kom igen!”

Tegnsprog

Ligesom på første hold er deltagerne mellem 25 og 65 år. Alle på dette hold er født døve, og de er opvokset med tegnsprog som første sprog. Kommunikation med hørende med  talt dansk  fungerer bedst via tegnsprogtolk. Alle bruger de også skriftlig dansk i deres hverdag på job og hjemme. Et par stykker har CI, der giver auditiv information men ikke fuld taleforståelse.

Vi behøver derfor ikke at checke teleslyngen i  lokalet på Musholm denne gang. Al undervisning vil foregå på tegnsprog. De fleste af vores kollegaer giver oplæg på tegnsprog. Nogle få vil dog have tegnsprogstolk med sig, da de godt nok behersker tegn i hverdagssnak og rådgivningssamtaler, men ikke kan  formidle det faglige emne , de er gode til på tegnsprog. (fuldt forståeligt!)

Deltagerne

Deltagerne fordeler sig med tre fra Vestdanmark og tre fra Østdanmark.

  • Tre er i ordinær beskæftigelse, en er i fleksjob og to på førtidspension.
  • Tre kvinder og tre mænd.
  • To singler, en forlovet og tre gifte personer.
  • Fire af deltagerne har børn. Deltagerne har tilsammen 10 børn i alderen 5- 13 år
  • Alle  deltagerne har diagnosen Usher 1.
AV-huset

Første modul hedder AV-huset (det audio og visuelle) og handler mest om syn og hørelse, og hvordan man forholder sig til det.

Undervisere i AV-huset/tegn
Pia Gylling holder oplæg
Pia Gylling oplæg på tegnsprog om syn.

 

Døvblindekonsulent Maria Clauding holder oplæg med mikotfn til teleslynge i hånden. I baggrunden ses en skrivetolk
Døvblindekonsulent Maria Clauding holder oplæg på dansk med mikrofon til teleslynge . I baggrunden ses skrivetolk . I AV-huset vil Maria holde oplæg om hørelse på tegnsprog.

I alle tre huse (moduler)  vil CFD Rådgivnings psykolog, Marianne R. Bjøstad, være gennemgående underviser

Multihallen

Også Musholms aktivitetskonsulenter er med som undervisere igen i Multihallen så kroppen også bliver brugt.

Deltagerne sidste år sagde bl. a. om aktiviteterne i Multihallen: “Dejligt at få fysisk udfoldelse og hyggeligt samvær med ligesindede uden at føle sig som en klovn”

Else Marie og jeg er så klar!

Vi glæder os til anden runde af “Kom igen!”, så vi vi kan blive klogere på, hvad der skal med i et permanent rehabiliteringstilbud med mening.

Kirsten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.