Så blev det endelig dagen, hvor vi kunne lancere vores nye rapport om “CI og døvblindhed”. Vi har omtalt den tidligere her på bloggen, men der var den kun på vej – nu er den færdig og kan læses af alle med interesse for området.

Der er tale om en forskningsrapport, hvor vi har sat os for at blive klogere på, hvordan borgere med erhvervet CI oplever at få CI. Baggrunden for denne interesse er en række spørgsmål rettet CFD Rådgivning, hvor der bliver spurgt ind til om borgere med erhvervet døvblindhed, der har et CI, kan stadig kan medregnes som døvblinde, når deres hørelse nu er ændret?

Et videnshul

“Vi må konstatere, at der er et videnshul, når vi taler om CI og erhvervet døvblindhed. Når verden omkring os undres over, hvorfor man fortsat har funktionsnedsættelsen erhvervet døvblindhed, selvom man får et CI, så er det vigtigt for os både at afdække den eksisterende viden på området, men også at bidrage med ny viden suppleret med den med den viden og de erfaringer, som vi har fra fagområdet på CFD,” fastslår faglig koordinator på døvblindeområdet på CFD, Trine Skov Uldall, som har været med til at skrive rapporten.

Videnshullet bliver meget synligt, når man ser på forskningslitteraturen, hvor der har været væsentlig fokus på CI, som behandlingsmulighed til borgere med betydelige høretab. Men interessen er meget fokuseret på det høremæssige udbytte og har ikke blik for sammenspillet mellem syn- og hørelse samt hvordan borgere med erhvervet døvblindhed oplever et CI i deres hverdag. 

Set fra borgernes perspektiv

Når man interviewer borgerne om deres oplevelse af deres CI, er der en stor glæde over udbyttet. Det giver dem et stort og godt udbytte i hverdagen. Borgerne beskriver, at deres funktionelle hørelse er blevet bedre. Det er i særlig grad, når det gælder kommunikationen i rolige omgivelser og på tomandshånd.

Omvendt er kommunikation med flere personer, samtale i støjfyldte omgivelser, tilegnelse af information eller det at færdes alene, opleves for alle de interviewede borgere fortsat som en stor udfordring.

“Ja, jeg får masser af lyde. Problemet er, at jeg ikke kan skelne dem. Hvis jeg f.eks. sidder i selskab, bare der er fem-seks mennesker, og der er to, der sidder og snakker, og jeg skal koncentrere mig om at høre, hvad den, der sidder ved siden af mig, siger, så bruger jeg enormt meget energi.”

Interviewene viser, at borgerne med CI stadig er at betragte som tilhørende målgruppen af borgere med døvblindhed. Det kan umiddelbart virke paradoksalt. På den ene side oplever borgerne et stort udbytte af deres CI, og på den anden side oplever de, at det ikke ændrer grundlæggende ved deres oplevelse af deres funktionsnedsættelse. Det vil vi beskrive mere i nogle af de kommende blogindlæg her på bloggen.

Tak til borgerne og konsulenterne

Fra forfatterne skal der lyde en stor tak til de borgere, der lod os interviewe dem og gav os mulighed for at blive klogere på, hvordan et CI opleves, når man lever med døvblindhed. Ydermere også tak til kollegaerne i døvblinde-konsulentordningen, der har været væsentlige samarbejdspartnere undervejs.

Rapporten kan læses her: https://www.cfd.dk/raadgivning/doevblindekonsulenter

/Niels-Henrik M. Hansen

Mens mine to kollegaer kører rundt i Jylland og taler med mulige deltagere til det kommende “Kom igen kursus”, sidder jeg tilbage i sommerhedt kontor. Puha, det er en stille periode på arbejdet. Kollegaer og samarbejdspartnere er så småt ved at vende tilbage, men de er stadig ved at rydde deres e-post konto, så det giver tid til eftertanke og sjove overvejelser. Det man indenfor mediebranchen kalder for agurketiden! Tiden, hvor gamle nyheder og travere slavisk bliver (gen)brugt. Så lad os se, hvad der kan bruges i dag!

Hunde, børn og andre forhindringer

Min arbejdsplads er beliggende i Odense. Og nogle gange har jeg på fornemmelsen at Odense kommune simpelthen har et horn i siden på borgere med et dårligt syn. Min vej igennem byen er spækket med ting, der umotiveret står placeret midt på fortorvet, der hvor man går. Det handler om skilte, store som små, trapper, der tager alt pladsen på fortorvet og gør det nødvendigt at man må ud på cykelstien.

Dertil kommer der byggeriet af letbanen i Odense, som – tror jeg – fungerer som en stor undskyldning for at øge forhindringerne med faktor 10 – og løbende ændre dem, når man lige har fået lært, hvor de er. Ingen skal vide sig sikker!

Dertil kommer der de klassiske mobile forhindringer, som de fleste med dårligt syn nok har stiftet nærmere bekendtskab med. Det er typisk børn og hunde, der er de største udfordringer, når og hvis kommunens tiltag ikke får ramt på en først. Jeg har overvejet om man burde lave en ridse i blindestokken for hver hund man rammer – og med særlig bonus for små hunde – de er de mest uforudsigelige at tage højde for. Børn er også et kapitel for sig selv. De er lette at overse, hvis de ikke lige er høje nok til at komme ind i ens synsfelt.

Så er der de snedige kombinationer, hvor børn, hunde og kommunen samarbejder og opnår højere former for synergi. Et eksempel på det, er et ny etagebyggeri på min vej, hvor vinduerne i stueetagen er ret store og åbner 90 grader ud i hovedhøjde. De rækker stort ud til midten af fortorvet, når de åbne. Det er ikke et sted, hvor man plejer at møde en forhindring og det er et sted, hvor stokken ikke hjælper. Hvis der kommer en hund på samme tid, er der rigeligt potentiale for nye ridser i stokken og et nyt ar!

Skal man være positiv, så føler jeg mig som Indiana Jones, når jeg endelig er fremme på arbejde og det – forhåbentligt – er gået godt.