Tiden er kommet

Af Connie Møller, døvblindekonsulent, CFD Rådgivning Viden og udvikling, Århus

Det er fredag d. 31/3, og klokken er fire om morgenen. Iphonen brummer, og jeg skal op. Jeg kommer spændt og hurtigt ud af sengen – skal med toget kl. 5.29 for at være i Søborg kl 8.55. Jeg har booket mødelokale og god forplejning, allieret mig med min kollega Trine Uldall, hvis jeg ikke kommer frem til tiden og it-Lars vil hjælpe med it’en. Alle sejl er sat ind. Der er ikke noget, der skal gå galt, for CFD skal danne ramme for en skelsættende dag.

Møde med nordiske fagfæller

Toget ankom til Københavns Hovedbanegård til tiden og det samme gjorde linje 166 i Søborg. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og jeg fik knus og skønne smil, da jeg ankom til CFD. Jeg tænkte ved mig selv: Det bliver en god dag! Nu er det nu, jeg skal mødes med mine nordiske fagfæller på døvblindeområdet.

På billedet ovenfor ser I fra venstre: Helene, June, Rasmus, Bettina (på skærmen) Steinunn, Estella, mig og Randi.

I flere år har fagfæller fra døvblindeområdet i nordiske lande som Sverige, Norge, Island og Danmark mødtes for at udveksle viden og erfaringer vedrørende Usher syndrom. Møderne er oftest foregået enten via telefonsamtaler eller via teams/zoom og har haft en karakter af at være en studiegruppe.

Usher syndrom er et syndrom, som ikke så mange møder i hverdagen. Derfor kan det være nødvendigt at ty til andre lande for at få kvalificeret sparring og viden.

Studiegruppemøderne har i de sidste par år taget form som en slags planlægningsmøder. Med afsæt heri, har vi i samarbejde med NVC (Nordens Velfærdscenter) faciliteret flere webinarer med Usher syndrom som omdrejningspunkt. Webinarer, som har været velbesøgte af fagfolk fra de nordiske lande, hvor der, udover muligheden for at høre spændende oplæg, også var mulighed for vidensdeling fagfolk imellem.

Planlægningsgruppen bidrog desuden med et oplæg ved den store konference om døvblindhed i Finland september 2022.

Fra studiegruppe til Nordisk Usher netværk

Siden 2019 har det været et stort ønske for planlægningsgruppen at blive etableret som en officiel Usher netværksgruppe under NVC. En gruppe, som vil have til formål at samle og udbrede den store viden, der findes på området vedrørende Usher syndrom, og samtidig have fokus på forskning i emnet.

På den måde er det vores ønske at flytte personbåren viden til viden ind i et officielt netværk. Når man er et officielt netværk, vil det nemlig være muligt for andre at rette henvendelse til os. Der vil være en bedre økonomi, og ikke mindst vil det være til gavn for personer med døvblindhed og os, som møder dem i vores rådgivning.

Dette kræver en formel ansøgning til Nordisk lederform. Vi var derfor samlede fysisk for at formulere formål og mål og ikke mindst, hvor meget vi hver især kan bidrage med. I gode rammer og god stemning krydret med svenske, norske, islandske, danske og engelske gloser, godt hjulpet af Gøran Forsgren fra NVC, kom vi i mål.

Ansøgningen blev udfyldt, og der blev lagt planer for det kommende års aktiviteter, snakket arbejdsform og kommunikationsplatforme, publikationer, og ikke mindst hvor ofte vi skulle mødes.

Hvad så nu?

Ja, nu er det så bare at vente og se, hvad der kommer ud af vores ansøgning. Vi håber naturligvis at få den godkendt. Sker det, vil det næste skridt for mig, som repræsentant for CFD i netværket, blive at få etableret et Usher netværk i Danmark, som skal danne baggrund for, hvad vi ønsker at bringe ind i det nordiske netværk. Her er der allerede et spirende og godt samarbejde med CDH (Center for Døvblindhed og Høretab) i Ålborg, som arbejder med børn og unge, at bygge videre på.

Det bliver godt!

Må man gøre grin med handicappede?

Jeg faldt over en diskussion om de Paralympiske Leges officielle konto på TikTok, som refereres i en artikel i Berlingske Tidende. Diskussionen har sit udgangspunkt i spørgsmålet om det er ok, at gøre grin med de handicappede sportsudøvere? Det sker nemlig på denne TikTok konto – også selvom det er den officielle konto for de Paralympiske Lege. Blandt de ting, der bliver gjort grin med er en bordtennisspiller, der falder ud af sin kørestol og en etbenet cykelrytter.

Det er en diskussion, der har flere lag end man lige skulle tro.

Automatreaktionen ville nok være, at det kan man ikke tillade sig. At der er tale om en udstilling af personer med handicap og at det er fornærmende fokus at have på deres indsats. Argumentet synes at være, at handicap er en særlig kategori, som man ikke kan/skal forholde sig til humoristisk. Lidt som opskrifter på danskhed, frikadeller og kongehusets gøren og laden.

Omvendt peger artiklen på, at kunne gøre grin med sit handicap, indikerer en accept af de vilkår handicappet giver. Det er samtidigt også en handicappet sportsudøver, der passer kontoen, og det bliver taget til indtægt for at den person har en særlig indsigt og forståelse for “handicap”. Det er således ok at gøre grin med handicappede, når det blot er handicappede selv, der gør det, synes argumentet at være i dette perspektiv.

Det er også en diskussion, der skriver sig ind samfundsmæssig diskussion om, hvordan sproget og kategoriseringer, ikke er uskyldige, men afspejler magtstrukturer og samfundsmæssige diskuser, og derfor skal tilpasses refleksivt. Ordet “Woke” som i visse kredse er et skældsord afspejler også dette. At være “woke” indebærer at man er opmærksom på, at nogle samfundsgruppers privileger og hvordan disse kan undertrykke andre befolkningsgrupper.

Set med woke-briller på, afspejler diskussionen om det er ok at gøre grin med handicappede således en diskussion om de magtforhold det afspejler.

Jeg synes begge argumenter har deres berettigelse. Der er ingen – handicap eller ej – som bør gøres til grin eller udstilles. Men omvendt ville man også grine, hvis der blev delt en video af ikke-handicappede, der falder ud af stolen af begejstring fordi de netop har vundet en vigtig sejr.

Måske er udfordringen her netop at en gruppe af personer, der lever med et handicap, nok deler et fælles vilkår, i form af funktionsnedsættelsen, men i øvrigt er en heterogen gruppe, ligesom resten af befolkningen. Det betyder at nogle vil finde styrke ved at forholde sig humoristisk til deres funktionsnedsættelse, fordi det er der de er i livet, mens andre vil føle det tilsvarende er grænseoverskridende, fordi de er sårbare grundet funktionsnedsættelsen.

Der findes en spændende serie på DR-tv, som kan være relevant i denne forbindelse. Den er et eksempel på situation, hvor den handicappede selv gør tykt grin med hendes funktionsnedsættelse og dermed overtager kontrollen og definitionsretten til hvad det betyder for hendes. Serien hedder “Danmarks lækreste spasser” og kan streames fra dr.dk.

/Niels-Henrik

God påske!

Nu varer det ikke længe før computeren bliver lukket, og det er tid til at holde påskeferie. Vi her på bloggen håber, at det gode vejr holder ved og at nattefrosten snart slipper sit tag, så det bliver muligt at komme i gang med haven! Det er skønt at dagene er blevet længere og solen har fået mere magt.

Der er dumpet en nyhed ind i postkassen fra “Foundation Fighting Blindness”, som skriver, at der er registreret positive resultater med et forsøg med en ny form for behandling af RP, hvor patienterne behandles med stoffet CO-010, som gives som en engangsbehandling. Stoffet virker ved at aktivere nogle celler i øjet, som normalt ikke registrerer lys, så de kan registrere lys og dermed aflaste de normale synsceller. Resultaterne rapporteres at være kliniske meningsfulde; spørgsmålet er om de også gør en forskel i hverdagen? Uanset hvad, er det lovende at der gøres fremskridt på området. Læs mere her om nyheden her.

God påske og ferie til alle læsere.

/Niels-Henrik

FDDB får midler til undersøgelse af kommunernes tilbud om rehabilitering af døvblinde

Foreningen af Danske Døvblinde (FDDB) har modtaget midler fra to fonde – Helsefonden og Johan Schrøders fond – til at gennemføre en undersøgelse af landets kommuners tilbud, når det gælder rehabiliteringstilbud rettet mod borgere, der lever med døvblindhed.

Udgangspunktet for undersøgelsen er FDDB’s oplevelse af, at der er meget få tilbud rettet mod borgere, der bliver diagnosticeret med et progredierende syns- og høretab. Det er målet at undersøgelsen skal afdække området og give et grundlag for en udvikling/politiske bevågenhed på området.

Undersøgelsen skal gennemføres af to antropologer, og påbegyndes d. 1. maj 2023.

Læs mere på FDDB’s hjemmeside.

/Niels-Henrik

Ny chatbot teknologi kan revolutionere muligheder for personer, der er blinde

Foto fra www.pixabay.com: Et blåt øje.

Måske kender du app’en Be My Eyes, som mennesker, der er blinde, kan bruge til at komme i kontakt med en frivillig, der gennem en videosamtale kan synstolke visuelle detaljer i en given situation. Måske har du også hørt om den spritnye chatbot teknologi GBT4, som har været meget oppe i medierne den seneste tid. Lige nu sker der banebrydende nye tiltag, som kan gøre hverdagen endnu lettere for mennesker der er blinde. Man afprøver nemlig den nye teknologi i en udvidet betaversion af Be My Eyes. Her integreres den nye chatbot teknologi og anvendes til give detaljeret visuel information. Det betyder, at man i mange tilfælde ikke længere behøver at kontakte en ægte person. 

Den nye chatbot teknologi kan bl.a. aflæse og forklare, hvad der sker på billeder. Erfaringerne er rigtig gode. Detalje graden i de informationer, man kan få ud af  ”billede til tekst”- funktionen er markant forbedret. Man regner med, at den nye version af Be My Eyes med denne nye teknologi bliver tilgængelig i anden halvdel af 2023. Hvis du bruger Be My Eyes, er der altså nye funktioner at glæde sig til. Og hvis du ikke gør, er du måske blevet nysgerrig på at prøve.

Du kan læse meget mere om den nye GBT4 chatbot teknologi og Be My Eyes nye version i de to artikler, som du finder via link herunder:

https://nyheder.tv2.dk/tech/2023-03-16-ny-chatbot-tager-verden-med-storm-kan-blive-revolutionerende-for-blinde

Nu har den kloge chatbot fået øjne. Og de blinde skal hjælpe med at åbne dem (zetland.dk)