Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Beton, Corona og døvblindhed – blandede julegodter

Det bliver en blandet landhandel i denne uge. I sidste uge var der fokus på ensartethed – dansk gennemsnitlig pænhed – og i denne uge er der flere retter på menuen – vi skal have mindre ensartethed og mere farver, hvilket også er meget passende i en december, der har været præget af gråvejr i historisk omfang.

Første “ret” serveres af vores kollega, Eva Toldam, der også har været gæsteblogger her nogle gange. Hun har skrevet et indlæg til en arkitekturblog, der udgives af Det Kongelige Akademi, om beton som byggemateriale i relation til, hvordan personer med funktionsnedsættelser, bruger taktile signaler i hverdagen for at kompensere for deres hørelse eller syn. Bidraget kan læses her. Det spørgsmål som hun stiller er:

Velfærdsstaten er bygget i beton og beton har været med til at levere velfærdsbyggeri til masserne – men hvor stiller det de mennesker som pga. sansetab adskiller sig fra masserne? 

Eva beskriver, hvordan moderne byggeri i beton kan være en sansemæssig ørken for borgere med handicap. De drager nemlig nytte af taktile signaler til at orientere sig. Det kan være rystelser i gulvet eller amdet. Det kan støde ind i de muligheder og prioriteringer arkitekter og bygherrer har, når de bygger og tænker design. Evas pointe er ikke, at vi skal til at bygge elendige bygninger, hvor alt registreres og hvor enhver bevægelse sætter hele bygningen i bevægelser, men at man skal indregne disse takstile oplevelser og intelligent indarbejde dem proaktivt.

Klippeklister på kontoret i Odense

I forlængelse af dette har CFD’s kontor i Odense også fået en make-over, så det er blevet mere tilgængeligt for borgere med erhvervet døvblindhed (og for den sags skyld alle andre også). Thorbjørn, som er facility-manager for CFD Rådgivning, har haft besøg af en konsulent fra IBOS, som er institutet for blinde og svagtseende. De tilbyder en gratis service, hvor man kan få gennemgået de fysiske forhold med henblik på forbedringer, der kan forbedre adgangen for blinde og svagtseende. Det har de gjort i forbindelse med kontoret i Odense.

Billede af dør med markering af dørhåndtag, så det er visuelt nemmere at få øje på. Foto: Thorbjørn Madsen, CFD Rådgivning.

Gennemgangen af konsulenten fra IBOS pegede på en række konkrete tiltag, der gør kontoret langt mere tilgængeligt og trygt for borgere med synstab. Fx er der kommet folie omkring dørhåndtag. Folien er i en kontrastfarve og gør det meget mere enkelt at se, hvor håndtaget befinder sig. Ligeledes er der tænkt kontraster ind andre steder i lokalerne, og vi har fået en opmærksomhed på lys/kontrast og andre simple greb, som vi helt sikkert vil anvende på vores andre kontorer. Tak til IBOS for de gode råd og tak til Thorbjørn for at få implementeret det.

Corona og døvblindhed

Sidste “ret” på menuen er Corona. Det virker som om, at der nu er ved at være lys forude. Forskellige vacciner er blevet godkendt eller bliver det meget snart. Tallene er jo desværre lige nu meget alvorlige. De vokser med raketfart, hvilket er stærkt bekymrende. Man trækker vejret dybt og håber at det snart lysner. At det værste snart er overstået.

En tanke, der har krydset mig, er, at nogle af de overvejelser som folk giver udtryk for i medierne, i nogen udstrækning er genkendelige som døvblind borger. At man overveje om et besøg er det værd, er en overvejelse, som man nogle gang som døvblind også har. Står omkostningerne ved at skulle besøge nogle, mål med de risici, der er og er det besværet værd, hvis jeg alligevel er træt, når jeg kommer frem? Den isolation, som er blevet pålagt os af virussen, er værd at huske på, er en del af hverdagen for mange med døvblindhed – også i tider, hvor vi andre kan færdes frit og uden risiko. Nu mærker vi alle de omkostninger det kan have, som person og som samfund, hvilket jeg synes er tankevækkende og værd at huske på fremover.

God weekend – god 4. søndag i advent.

/Niels-Henrik

Er leverpostej problemet? Integration af døvblinde på arbejdsmarkedet

I forlængelse af indlægget fra sidste uge, der handlede om årets handicapdag d. 3. december, fik jeg en mail fra min dygtige kollega, Eva, som udover at være udviklingskonsulent, har en baggrund som antropolog. Hun pegede på at tanken om enshed kunne være en interessant vinkel på hele diskussionen om handicappedes tilknytning – eller rettet mangel på samme – til arbejdsmarkedet. En række undersøgelser peger entydigt på, at fordomme og mangel på viden gør det rigtig svært for personer med en funktionsnedsættelse at få et job. Det kan lede til, at konkludere at svaret på dette må være mere information rettet mod at ændre eller fjerne disse fordomme. Den tanke sætter begrebet om enshed spørgsmålstegn – og påstår samtidigt at det nok ikke er så enkelt igen!

Enshed som den store integrator

Eva skriver i hendes mail:

“..at der i Danmark er en fremtrædende tendens til at opfatte enshed som en forudsætning for – eller måske ligefrem det samme som – lighed. Dvs. at vi at blander begrebet om at være ens (være de samme) sammen med begreb om at være lige (være lige meget værd).

Sagt den anden vej rundt – vi danskere har det bedst med at vi alle ligner hinanden. Og det har vi, fordi det understøtter en fælles fortælling om at vi alle er lige og vores samfund er præget af lav grad af social ulighed og et fravær af sociale hierarkier. Man kunne kalde det for leverpostej argumentet: Ikke for meget variation og det skal helst være trygt og godt – en stor melet masse af beige enshed.

Evas pointe er, at personer med handicap udfordrer denne fortælling, fordi de på nogle punkter (potentielt) fremstår som værende anderledes – de er ikke ens med omgivelserne, og derfor kan de ikke være lige (så gode) som os. Der er således en samfundsmæssig indbygget:

“.. bias mod folk, der er anderledes end en selv (og det store fællesskab), fordi der implicit er en forestilling om at hvis de ikke er ens med os, så kan de ikke være lige (så gode) som os.” (Eva)

Det har forskellige konsekvenser. For det personer med en funktionsnedsættelse, såsom borgere med erhvervet døvblindhed, giver det en voldsom driftkraft mod at skjule eller nedtone deres funktionsnedsættelse. Der er jo ingen, der frivilligt har lyst til at skille sig ud og dermed true den fælles fortælling. Det ses tydeligt, når vi taler med unge, der har et handicap, hvor mange gør sig store anstrengelser for at nedtone eller helt skjule deres handicap, som fx denne unge kvinde:

(…) jeg kan huske, at der jeg var yngre, da folk sagde til mig: ”Guud, jeg vidste ikke, at du brugte høreapparater.”. Det var sådan en af de største komplimenter, du kunne give mig. Det betød, at så er vi jo okay normale. ” (Ung kvinde med erhvervet døvblindhed)

Leverpostej med eller uden bacon

Hvis vi vender tilbage til spørgsmålet om integrationen af borgere med handicap på det danske arbejdsmarkedet, er kan der destilleres en række pointer. For det første, at borgere med handicap udfordrer den samfundsmæssige higens efter enshed. Udfordringen kan både være potentiel, når omgivelserne gør sig alle mulige forestillinger om hvad et handicap betyder, og konkret, hvis man kræver en særlig behandling eller hensyntagen. Udfordringen kan metaforisk ses som en trussel – den “truer” fortællingen at vi alle har det godt, og at det vi gør er godt nok for os. Ligeledes peger det på, hvorfor det kan være så udfordrende at skulle fortælle om sit handicap og behov til andre. For at være en del af fællesskabet, må man bevidst sætte sig uden for den beige suppe af enshed. Afsløre at man er en paté, i et land, hvor topmålet er leverpostej med bacon.

Det peger på, hvorfor det er så svært med at få borgere med handicap fuldt integreret på arbejdsmarkedet. Det er simpelthen svært at tale om, at kunne diskutere de greb, der måske er nødvendige, hvis man vil ændre tendensen, uden at true den fælles konsensus og vores samfundsmæssige selvbillede. Derfor bliver det ofte diskussioner, der ikke truer dette og derfor heller ikke er særligt effektive.

Hvis du vil læse mere om enshed, kan der findes inspiration i bogen “Integration 2007” redigeret af K.F. Olwig & K. Pærregaard. Det er særligt bidraget til bogen af Steffen Jöhncke som er relevant.

Årets handicapdag

Den 3. december er FN’s internationale handicapdag. Det blev markeret på forskellige måder rundt omkring. Her vil jeg kigge på de forskellige fejringer med et kritisk blik – hvad fremhæves, når vi den ene dag om året har mulighed for at sætte særlig fokus på forholdene for borgere med handicap samt mulighederne for ændre på disse (i en positiv retning)?

Danske Handicaporganisationer

Overskriften for dagen ved DH (Danske Handicaporganisationer) var, at “Unge med handicap skal ind i fællesskaber”. Baggrunden for temaet er trist. En afsøgning, som DH selv har gennemført peger på, at mange børn og unge med handicap oplever at de ikke er en del af de sociale fælleskaber i skolen eller i fritiden. Tallene er desværre ikke repræsentative og kan derfor højst give en indikation på hvad børn og unge oplever, men peger dog i samme retning som andre, forskningsbaserede undersøgelser, der peger på, at det sociale ofte opleves som en udfordring, når børn med handicap bliver teenagere. DH’s arbejde kan læses her.

DH foreslår med afsæt i disse tal, at der afsættes flere midler til at støtte børn og unge med handicap i skolen. Midlerne skal bruges til at sørger for at lærere og pædagoger er klædt på til at håndtere børn og unge med handicap mv.

Det er et sympatisk forslag, men fremstår også lidt som en automat-reaktion: Flere midler, tak, og så lader vi lærerne og pædagogerne tage sig af det. Sat på spidsen kan man spørge om det reelt adresserer problemet på en måde, der er ønskelig og virksom? Ønsker vi at umyndiggøre barnet og forældrene i processen? Og er problemet med manglende adgang ikke mere kompliceret end så? Det kunne man godt have mistanke om. Særligt, når mange undersøgelser peger på, at det danske samfund som helhed har det rigtig svært med medborgere, der har et handicap, hvilket fører mig til en anden vinkel på året handicapdag.

Med eller uden handicap

En anden overskrift på året handicapdag kom fra FN selv, der under overskriften “Building back better: people with disabilities in the workforce”. Her peger FN på, at personer med handicap er hårdt ramt af COVID-19 krisen. Som gruppe er de hårdere ramt end mange andre grupper, og der er derfor behov for en særlig fokusering og opmærksomhed på at sikre at personer med handicap får adgang til arbejdsmarkedet.

Som eksempel har FN et interview med Ayse, der er socialrådgiver i Holbæk kommune, og døv. Hun er afhængig af tegnsprog, men peger på at der er gode mulighed for kompensation og støtte (fx i form af tolkning). Set fra hendes perspektiv er udfordringen primært arbejdsgivernes og arbejdspladsernes holdninger til kollegaer med handicap. Der er eksisterer den reelle barriere i hendes øjne. Læs interviewet her.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ( “STAR”) bekræfter Ayses analyse. De peger på at:

Der er historisk mange i job i Danmark, men alligevel er manglen på kvalificeret arbejdskraft i disse år en af erhvervslivets største bekymringer. Samtidig står en stor gruppe personer med handicap udenfor arbejdsmarkedet. Kun en tredjedel af personer med handicap er i beskæftigelse i dag. (STAR/

Det er en deprimerende konstatering. Der er mangel på arbejdskraft. Der er velkvalificerede borgere, der er står klar til at tage et arbejde, men barrierene i form af fordomme og mangel på viden er så store hos arbejdsgiverne, at det de to ender ikke mødes. Som svar har STAR lavet en hjemmeside, der forsøger at afhjælpe den problemstilling. Siden kan findes her og er meget sympatisk i sin opbygning.

Men igen kan det spørges om det er nok være sympatisk og have gode intentioner? Det er i al fald karakteristisk at de rollemodeller, der fremhæves på hjemmesiden fx er verdensmester i bordtennis, hvilket giver en kløft til alle os, der nok er velkvalicerede, men på ingen måde er verdensmester i noget som helst. Hvordan skal vi have en chance på arbejdsmarkedet, hvis adgangsbilletten er at vi skal være verdensmester i en eller anden disciplin? Det fremhæver næsten snarere de ekstraordinære forhindringer personer med handicap skal overkomme for at få et arbejde.

Det vækker eftertanke hos mig, at der er mange gode intentioner, men også en udbredt berøringsangst for at adressere nogle af de problemer og udfordringer borgere med handicap står overfor i Danmark. Så længe det ikke sker, er det svært at forestille sig at der sker noget særligt med status qua for borgere med handicap i Danmark – og det er både i relation til adgangen til sociale fællesskaber og arbejdsmarkedet, hvilket er deprimerende.

/Niels-Henrik

Mål som redskab i døvblindekonsulentens rådgivning

I dag vil jeg fortælle lidt om døvblindekonsulentordningens arbejde med mål som redskab i rådgivningen. Igennem de sidste par år, har vi nemlig haft et øget fokus på dette i CFD -Rådgivning.

Dokumentation og målretning af rådgivning

Vi forsøger hele tiden at lave gode målbare mål sammen med de borgere, der modtager rådgivning fra os. Vi anvender målbare mål som redskab til at målrette rådgivningen. Målbare mål er nemlig et godt redskab til at følge op på, hvad den enkelte har behov for samt til løbende at vurdere, hvorvidt den døvblindefaglige indsats, der iværksættes, er den rette. Samtidig kan målbare mål bruges som metode til at dokumentere effekten af vores rådgivning.

Hvad skal der til for at lave målbare mål?

Forud for et mål ligger altid en snak om og en beskrivelse af den eller de konkrete problemstillinger eller udfordringer, som rådgivningen skal søge at afhjælpe eller forebygge. Altså hvilke konkrete udfordringer giver det kombinerede syns- og høretab i den enkelte borgers hverdag og liv generelt.

Hvad er et godt og målbart mål?

I døvblindekonsulentordningen har vi valgt at tage udgangspunkt i SMART-modellen. SMART betyder, at målet skal være Specifikt, Målbart, Attraktivt, Realistisk og Tidsbestemt.

Når et mål er Specifikt, Målbart, Attraktivt, Realistisk og Tidsbestemt er der større sandsynlighed for, at det lykkes at opnå målet. Desuden bliver det tydeligt, hvornår målet er opnået. Et mål kan både være udviklingsmål, hvor borger ønsker at opnå forandring i hverdagen. Men det kan også være et vedligeholdelsesmål, hvor borger ønsker at beholde de aktiviteter og muligheder, vedkommende allerede har.

Skitse der illustrerer et udviklingsmål. En tegnet bakke med en person ved foden af bakken og en målskive og et filmikon på toppen. Personen er på vej op. Udviklingsmål = op ad bakken – personen skal arbejde sig op ad en bakke for at nå målet , som er på toppen. Udsigten fra bakken er målet! Filmikonet illustrerer beskrivelsen af det, den enkelte borger gør ,når målet er nået.
Skitse der illustrerer et vedligeholdelsesmål. En tegnet bakke med en målskive og et filmikon tegnet på toppen. Vedligeholdelsesmål = at blive på bakketoppen.

At arbejde med SMART mål er også et redskab til, sammen med den der modtager rådgivningen, at sætte ord på det, der er vigtigt lige nu. På den måde kan vi sammen justere strategier, kigge på støttemuligheder, bringe nye teknikker i spil eller hvad der nu skal til for at komme i mål eller forblive i mål.

Målarbejde kræver tilvænning

Som modtager af rådgivning kan det måske umiddelbart virke lidt kunstigt eller svært at forholde sig til at sætte mål for sin hverdag på baggrund af sin funktionsnedsættelse. Som døvblindekonsulent kræver det også tid og tilvænning til at arbejde med målsætning på denne måde. Men vores erfaring viser, at SMART mål kan være en god metode i samarbejdet mellem konsulent og borger. Ligesom de viser sig anvendelige til dokumentation af effekten af den rådgivning og de tilbud, som borgerne modtager fra CFD’s døvblindekonsulentordning.

Blot en lille del af værktøjskassen

Dette blogindlæg giver indblik i en lille del af døvblindekonsulenternes værktøjskasse i forhold til rådgivningsarbejdet. SMART mål er således blot et eksempel på, ét af de redskaber døvblindekonsulenterne kan gribe fat i, i samarbejdet med borgerne. Men også på, hvordan vi i døvblindekonsulentordningen bl.a. arbejder med at leve op til de krav, der fra myndighederne side stilles til dokumentation af effekten af ydelser på det sociale område.

Rigtig god weekend /Trine

Når fremtiden er nu

Skal man beskrive året 2020, så må man diplomatisk konstatere, at det er et dramatisk år, hvor verden virkelig er blevet vendt på hovedet. Men jeg fik lyst til at dele nogle forskellige ting, der er dukket op i mit feed fra forskellige sociale medier de seneste par uger. Og nej, det er ikke flere nyheder om Corona eller det amerikanske valg. Det skal andre nok sørge for!

I stedet er der tale om pressemeddelelser, hvor man tænker: Wow, nu sker der noget konkret behandlingsmæssigt. Det havde jeg ikke troet ville ske nu – det plejer altid at være 10-20 år ude i fremtiden.

Den første nyhed stammer fra Rigshospitalet. De meddeler, at de nu er begyndt at behandle patienter med midlet Luxturna. I første omgang er det rettet mod patienter med RPE65-relateret nethindedystrofi (LCA: Lebers congenitte amaurose), men det undersøges internationalt om midlet måske er virksomt mod visse varianter af Usher Syndrom.

Læs mere om Luxturna på firmaets hjemmeside.

Læs Rigshospitalets pressemeddelelse om den nye behandlingsmulighed her.

Det er virkeligt opløftende at der nu begynder at aftegne sig nogle behandlingsmuligheder, og godt at se, at Rigshospitalet følger med udviklingen på området.

Billede af en glødepære. Fotos af Lucas Oliveira fra Pexels

Den anden gode nyhed stammer fra Hearing Loss America, som groft sagt er den amerikanske pendant til Høreforeningen. De har sendt en forespørgsel ud til deres medlemmer med en mulighed for at deltage i afprøvningen af et nyt middel, der skal afhjælpe (visse former for) høretab.

Der er information om forsøget her. Og information om det eksperimentelle middel, der skal afprøves, her.

Det må være et af de første forsøg, hvor man undersøger om et medikament kan afhjælpe et høretab. Men det er noget af en landevinding, hvis det blot delvist kan afhjælpe en hørenedsættelse. Det åbner i al fald nogle nye perspektiver.

Det kan være hæsblæsende at følge med i alle de midler og forsøg, der aktuelt pågår. Et sted, hvor man kan orientere sig er denne side, som vedligeholdes af “Foundation Fighting Blindness”.

Det er godt, at det nu ser ud som om, at der indenfor en overskuelig tidshorisont er håb om nogle behandlingsmuligheder. Og lidt håb kan vi godt bruge, når vi i øvrigt ser på hvad der er hændt i 2020.

/Niels-Henrik