Erhvervet døvblindhed og CI

CFD Rådgivning har tidligere på året (2020) gennemført en forskningsundersøgelse af, hvordan hverdagen påvirkes blandt borgere med erhvervet døvblindhed, der får CI. Vi har tidligere omtalt undersøgelsen, men vil i dette blogindlæg zoome ind på et af hovedresultaterne; nemlig, hvordan et CI kan forstærke borgerens oplevelse af døvblindhed, også selvom CI’et giver et optimalt lydmæssigt udbytte.

Relationen mellem CI og døvblindhed er ikke helt enkelt, og de kan påvirke hinanden og sågar forstærke oplevelsen af døvblindheden. Fotos af Andrea Piacquadio fra Pexels

Hvis vi undersøger det nærmere, så er det væsentligt at erindre nogle af rammer, der er omkring CI og de medfølgende meningstilskrivelser – både fra borgerne selv, men også fra andre, heriblandt fagfolk og andre.

CI som noget særligt

For det første er der mange forestillinger om hvad CI kan gøre for borgernes hørelse. Det gælder både borgerne selv, der drømmer om bedre hørelse, og måske får sat det lig med perfekt hørelse, hvilket er urealistisk. Men for det andet er der også omgivelserne, der måske ukritisk klynger sig til urealistiske håb om udbyttet. Og for det tredje, pegede vores undersøgelse på, at selvom borgerne oplever et stort og brugbart udbytte af deres CI, er det begrænset hvad det giver af udbytte i forhold til at kunne kompensere for synsproblemerne. Det er i den forbindelse, at nogle af borgene oplever, at deres døvblindhed faktisk bliver mere udtalt og tydeligt. Groft sagt, kan de med CI’et høre hvad de ikke kan se, men de kan ikke høre godt nok til at identificere hvad de ikke kan se, og bliver dermed tvunget til at lede med deres begrænsede synsfelt efter lydkilden. Dermed bliver de med andre ord hele tiden mindet om hvad de ikke kan se, hvilket giver den paradoksale erkendelse af, at CI’et gør deres oplevelse døvblindheden mere konstant og tydelig.

Døvblindhed er svært at begribe

En væsentlig del af problematikken skyldes nok, at der er en tendens til at se døvblindhed som en hørenedsættelse plus en synsnedsættelse. Altså hvad man matematisk ville beskrive som 1+1=2. Her peger den nordiske definition på, at regnestykket reelt er 1+1=3; altså at de to funktionsnedsættelse tilsammen giver mere end summen og faktisk giver et særskilt handicap, der er mere end summen end høre- og synstabet, hvilket er en vigtig pointe i denne forbindelse.

Fotos af Ivan Samkov fra Pexels

Hvorfor er det vigtigt? Ved et CI ændres noget af regnestykket tilsyneladende. Borgernes hørelse forbedres markant. Og tag ikke fejl – alle vores informanter er glade for deres udbytte. De ville ikke fravælge deres CI. Men de kæmper stadig med deres erhvervede døvblindhed. Det er stadig vanskeligt at finde rundt i trafikken og høre hvad der kommer, når man skal krydse en vej. Det er vanskeligt at følge med i grupper, særligt, hvis der er larm i baggrunden. CI’et er godt, og giver masser af lyd. Det er bare ikke altid at al denne lyd er lige brugbar for borgeren, når fx det gælder identifikation af lydkilden, hvilket er vigtigt, hvis den skal bruges i trafikken – er denne bil på vej i denne retning eller er det en flyvemaskine, som jeg ikke behøver at forholde mig til? Det er væsentlige forskelle, og der er borgerne udfordrede!

Denne diskussion kan opsummeres i følgende erfaringer, som vi vil bruge fremadrettet i vores rådgivning:

Et CI giver for de fleste et godt lydmæssigt udbytte. Særlige i situationer, hvor der er få, der taler og hvor der ikke er baggrundsstøj. Det giver også en masse nye lyde, såsom fuglesang og signallyde, der giver livskvalitet i hverdagen.

Men omvendt er der også situationer, der ikke på samme måde er lydmæssige optimale, vil man stadig opleve at det kan være svært at sortere i lyden og høre præcist hvad man har behov for at opfange. Her kan CI være en belastning fordi man oplever at få en masse lyd, hvor det er svært at sortere imellem hvad der relevant eller irrelevant. Det kan derfor stadig være nødvendigt at anvende forskellige strategier for at kunne følge med; fx tegnsprogstolk til foredrag, hvis man behersker tegnsprog.

Det vil stadig være relevant med hjælp, når man færdes i trafikken eller i fremmede steder. En kontaktperson vil stadig ofte være nødvendig i disse situationer tillige med andre hjælpemidler.

Man må som borger indstille sig på, at CI er et godt hjælpemiddel. Det kan give adgang til lyd og kommunikation, men man vil stadig opleve at være døvblind. På den måde er der ikke tale om en magisk operation, der kan få døvblindheden til at gå væk. Det hjælper på hørelsen, kan give en bedre livskvalitet, men døvblindheden vil stadig kræve en konstant tilpasning af livet til de vilkår den giver en.

Undersøgelsen kan læses på CFD’s hjemmeside: www.cfd.dk.

/Niels-Henrik M. Hansen

Endnu en mærkedag og en cyklist med Usher

I forrige uge var der synsdag, som Niels Henrik skrev om og bloggen kunne være fuld af mærkedage hver uge, vi kunne følge med i. Personlig er jeg ikke specielt vild med mærkedage – MEN  ideen er jo god til at skabe opmærksomhed på en bestemt sag!

En anden ide som er kommet frem for at skabe opmærksomhed og midler er udholdenheds og – sportspræstationer: At cykle til Paris med team Rynkeby og samle penge ind til børn med kræft er kendt af os alle.

Deafblind Challenge

Vi har siden starten af cfdblogger.dk fulgt den svenske blogger Thorbjørn Svenssons blog og refereret til ham flere gange. Han kæmper for ligestilling og rettigheder til hjælp i hverdagen, at forlige sig med sine vilkår , se muligheder og skabe opmærksomhed og ligestilling for mennesker med Usher, ja alle døvblinde.

Forrige sommer krydsede han Øresund i havkajak.

Vores  kollega Jesper Hårdell gjorde os forleden opmærksom på at Thorbjørn lige nu kan følges i en serie på cykeltur fra nord til syd på svensk TV.

Foto af skærmbillede fra serien

European Deafblind Day

Foto af statue
af landsoldat ved volden i Fredericia

Lige i dag er der så en mærkedag ,som jo (også) er vigtig. Her i Fredericia hvor jeg sidder i dag og kan kikke over på Landsoldaten fra kontoret, blev European Deafblind Union EDbU stiftet i 2013 med en dansker Ove Bejsnap som første formand.

I dag d. 22. oktober kører EDbU og det kroatiske døvblindeorganisation et webinar om døvblinde kvinders eller vel snarere manglende rettigheder: DeSIGNed Europe for Deafblind Women.

Så der cykles, løbes og tales for opmærksomhed på døvblindes ret til et meningsfuldt liv. Det håber jeg interesseorganisationer og enkeltpersoner bliver ved med at have kræfter til trods Coronaens skygger!

Kirsten

Verdens Synsdag

Den 8. oktober er udnævnt til Verdens Synsdag af WHO (som er Verdenssundhedsorganisationen).

I Danmark bliver dagens markeret på forskellig vis. Fx vil Øjenforeningen i samarbejde med Optikerforeningen stå for en kampagne, hvor budskabet er, at det er vigtigt at danskerne selv checker deres syn livet igennem.

Hvis det vækker din opmærksomhed, så kan man læse mere om kampagnen på hjemmesiden: www.tjekditsyn.dk.

/Niels-Henrik

Vesirens visir

Hvor er der mange nye ord, man skal forholde sig til i Coronaens tid.

Det gik op for mig at jeg indtil nu har blandet to ting sammen. Jeg troede at vesir var et værnemiddel. Et værnemiddel jeg benytter, når jeg i denne tid besøger borgere , hvor mundbind ikke er mulig, hvis de støtter sig til mundaflæsning.

Jeg har også tydeligt sagt V:E:S:I:R,fordi jeg syntes det lød dumt at sige V:I:S:I:R.Så fik jeg pludselig en anelse og googlede. UHHH det hedder VISIR!

Pige med VISIR ved en vandkunst

Hørefejl og stavning

Den højtstående rådgiver VESIR for konge eller sultan i gamle dage har ganske givet haft både en flot hovedpåklædning, måske en turban? og et sværd,men næppe visir. Selvom jeg er rådgiver for spændende og betydningsfulde borgere, vil jeg næppe få CFD med på at ændre min titel  fra konsulent til vesir.

Jeg har simpelthen hørt forkert, da VISIR blev et af vores meget brugte ord i det danske sprog. Det er også min erfaring at nye ord i sproget kan være svært dels at udtale og dels af få skovlen under stavemæssigt, når man har høretab. Jeg kan mærke at jeg er blevet mere usikker, når vi får nye ord ind i hverdagssproget. Mange begreber omkring IT, er jeg virkelig usikker på, når det kommer fra engelsk, hvor jeg ikke har stavetrænet og øvet ordet som for 50 år siden. Jeg husker at jeg som lærer fik opkvalificeret mig i en del af de lumske ord i det danske sprog, når jeg lavede diktat med mine elever for også mange år siden.

Jeg er gennem årene ofte blevet spurgt af borgere med høretab, hvordan man udtaler nogle af de nye ord. Jeg er ikke længere så skråsikker, som jeg har været, fordi mit eget lille høretab kan drille.

Vesirens visir har jeg så fået på plads nu, selvom jeg “følelsesmæssigt” synes det skulle være omvendt, altså!

Kirsten

CI og Døvblindhed – en case-samling

I forrige uge skrev min kollega Niels-Henrik her på bloggen om vores nye forskningsrapport om mennesker med erhvervet døvblindheds udbytte af CI. Jeg vil gerne supplere med at fortælle, at der sammen med rapporten også er udgivet en lille samling af cases. Den kan du også downloade via vores hjemmeside. Jeg indsætter et link i bunden.

Tre fortællinger

I case-samlingen får du indblik i tre fortællinger om, hvordan det kan opleves at have CI og leve med erhvervet døvblindhed. Casene er anonymiserede og bygger på interviews med seks borgere, der lever med CI og erhvervet døvblindhed.

Case-samlingen er målrettet personer, der lever med kombineret syns- og høretab/erhvervet døvblindhed og som har, eller overvejer at få, CI. Ligesom den også er målrettet pårørende og fagfolk på området.

Du vil møde en yngre mand, der går i gymnasiet. En midaldrende kvinde i job med løntilskud og en ældre kvinde, som er folkepensionist. De tre cases repræsenterer vidt forskellige erfaringer med og perspektiver på hverdagen med CI og døvblindhed. De skal ses som eksempler på livet med CI og døvblindhed, som det kan se ud, afhængig af forskellige faktorer. Fx, hvornår man har fået sit CI, hvor længe man har haft det, hvilken livssituation man er i, hvor meget overskud man har, hvilke aktiviteter man deltager i og ikke mindst omgivelsernes karakter. Dertil kommer selvfølgelig den enkeltes ønsker og drømme for hverdagen og for fremtiden.

Hvis du er blevet nysgerrig, kan du hente case-samlingen direkte på dette link: https://www.cfd.dk/cgi-bin/uploads/media/pdf/Rådgivning/Rapporter/Case%20samling%20CI%20og%20døvblindhed%20(2).pdf

Rigtig god læselyst og god weekend!

Trine