Årets handicapdag

Den 3. december er FN’s internationale handicapdag. Det blev markeret på forskellige måder rundt omkring. Her vil jeg kigge på de forskellige fejringer med et kritisk blik – hvad fremhæves, når vi den ene dag om året har mulighed for at sætte særlig fokus på forholdene for borgere med handicap samt mulighederne for ændre på disse (i en positiv retning)?

Danske Handicaporganisationer

Overskriften for dagen ved DH (Danske Handicaporganisationer) var, at “Unge med handicap skal ind i fællesskaber”. Baggrunden for temaet er trist. En afsøgning, som DH selv har gennemført peger på, at mange børn og unge med handicap oplever at de ikke er en del af de sociale fælleskaber i skolen eller i fritiden. Tallene er desværre ikke repræsentative og kan derfor højst give en indikation på hvad børn og unge oplever, men peger dog i samme retning som andre, forskningsbaserede undersøgelser, der peger på, at det sociale ofte opleves som en udfordring, når børn med handicap bliver teenagere. DH’s arbejde kan læses her.

DH foreslår med afsæt i disse tal, at der afsættes flere midler til at støtte børn og unge med handicap i skolen. Midlerne skal bruges til at sørger for at lærere og pædagoger er klædt på til at håndtere børn og unge med handicap mv.

Det er et sympatisk forslag, men fremstår også lidt som en automat-reaktion: Flere midler, tak, og så lader vi lærerne og pædagogerne tage sig af det. Sat på spidsen kan man spørge om det reelt adresserer problemet på en måde, der er ønskelig og virksom? Ønsker vi at umyndiggøre barnet og forældrene i processen? Og er problemet med manglende adgang ikke mere kompliceret end så? Det kunne man godt have mistanke om. Særligt, når mange undersøgelser peger på, at det danske samfund som helhed har det rigtig svært med medborgere, der har et handicap, hvilket fører mig til en anden vinkel på året handicapdag.

Med eller uden handicap

En anden overskrift på året handicapdag kom fra FN selv, der under overskriften “Building back better: people with disabilities in the workforce”. Her peger FN på, at personer med handicap er hårdt ramt af COVID-19 krisen. Som gruppe er de hårdere ramt end mange andre grupper, og der er derfor behov for en særlig fokusering og opmærksomhed på at sikre at personer med handicap får adgang til arbejdsmarkedet.

Som eksempel har FN et interview med Ayse, der er socialrådgiver i Holbæk kommune, og døv. Hun er afhængig af tegnsprog, men peger på at der er gode mulighed for kompensation og støtte (fx i form af tolkning). Set fra hendes perspektiv er udfordringen primært arbejdsgivernes og arbejdspladsernes holdninger til kollegaer med handicap. Der er eksisterer den reelle barriere i hendes øjne. Læs interviewet her.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ( “STAR”) bekræfter Ayses analyse. De peger på at:

Der er historisk mange i job i Danmark, men alligevel er manglen på kvalificeret arbejdskraft i disse år en af erhvervslivets største bekymringer. Samtidig står en stor gruppe personer med handicap udenfor arbejdsmarkedet. Kun en tredjedel af personer med handicap er i beskæftigelse i dag. (STAR/

Det er en deprimerende konstatering. Der er mangel på arbejdskraft. Der er velkvalificerede borgere, der er står klar til at tage et arbejde, men barrierene i form af fordomme og mangel på viden er så store hos arbejdsgiverne, at det de to ender ikke mødes. Som svar har STAR lavet en hjemmeside, der forsøger at afhjælpe den problemstilling. Siden kan findes her og er meget sympatisk i sin opbygning.

Men igen kan det spørges om det er nok være sympatisk og have gode intentioner? Det er i al fald karakteristisk at de rollemodeller, der fremhæves på hjemmesiden fx er verdensmester i bordtennis, hvilket giver en kløft til alle os, der nok er velkvalicerede, men på ingen måde er verdensmester i noget som helst. Hvordan skal vi have en chance på arbejdsmarkedet, hvis adgangsbilletten er at vi skal være verdensmester i en eller anden disciplin? Det fremhæver næsten snarere de ekstraordinære forhindringer personer med handicap skal overkomme for at få et arbejde.

Det vækker eftertanke hos mig, at der er mange gode intentioner, men også en udbredt berøringsangst for at adressere nogle af de problemer og udfordringer borgere med handicap står overfor i Danmark. Så længe det ikke sker, er det svært at forestille sig at der sker noget særligt med status qua for borgere med handicap i Danmark – og det er både i relation til adgangen til sociale fællesskaber og arbejdsmarkedet, hvilket er deprimerende.

/Niels-Henrik

Mål som redskab i døvblindekonsulentens rådgivning

I dag vil jeg fortælle lidt om døvblindekonsulentordningens arbejde med mål som redskab i rådgivningen. Igennem de sidste par år, har vi nemlig haft et øget fokus på dette i CFD -Rådgivning.

Dokumentation og målretning af rådgivning

Vi forsøger hele tiden at lave gode målbare mål sammen med de borgere, der modtager rådgivning fra os. Vi anvender målbare mål som redskab til at målrette rådgivningen. Målbare mål er nemlig et godt redskab til at følge op på, hvad den enkelte har behov for samt til løbende at vurdere, hvorvidt den døvblindefaglige indsats, der iværksættes, er den rette. Samtidig kan målbare mål bruges som metode til at dokumentere effekten af vores rådgivning.

Hvad skal der til for at lave målbare mål?

Forud for et mål ligger altid en snak om og en beskrivelse af den eller de konkrete problemstillinger eller udfordringer, som rådgivningen skal søge at afhjælpe eller forebygge. Altså hvilke konkrete udfordringer giver det kombinerede syns- og høretab i den enkelte borgers hverdag og liv generelt.

Hvad er et godt og målbart mål?

I døvblindekonsulentordningen har vi valgt at tage udgangspunkt i SMART-modellen. SMART betyder, at målet skal være Specifikt, Målbart, Attraktivt, Realistisk og Tidsbestemt.

Når et mål er Specifikt, Målbart, Attraktivt, Realistisk og Tidsbestemt er der større sandsynlighed for, at det lykkes at opnå målet. Desuden bliver det tydeligt, hvornår målet er opnået. Et mål kan både være udviklingsmål, hvor borger ønsker at opnå forandring i hverdagen. Men det kan også være et vedligeholdelsesmål, hvor borger ønsker at beholde de aktiviteter og muligheder, vedkommende allerede har.

Skitse der illustrerer et udviklingsmål. En tegnet bakke med en person ved foden af bakken og en målskive og et filmikon på toppen. Personen er på vej op. Udviklingsmål = op ad bakken – personen skal arbejde sig op ad en bakke for at nå målet , som er på toppen. Udsigten fra bakken er målet! Filmikonet illustrerer beskrivelsen af det, den enkelte borger gør ,når målet er nået.
Skitse der illustrerer et vedligeholdelsesmål. En tegnet bakke med en målskive og et filmikon tegnet på toppen. Vedligeholdelsesmål = at blive på bakketoppen.

At arbejde med SMART mål er også et redskab til, sammen med den der modtager rådgivningen, at sætte ord på det, der er vigtigt lige nu. På den måde kan vi sammen justere strategier, kigge på støttemuligheder, bringe nye teknikker i spil eller hvad der nu skal til for at komme i mål eller forblive i mål.

Målarbejde kræver tilvænning

Som modtager af rådgivning kan det måske umiddelbart virke lidt kunstigt eller svært at forholde sig til at sætte mål for sin hverdag på baggrund af sin funktionsnedsættelse. Som døvblindekonsulent kræver det også tid og tilvænning til at arbejde med målsætning på denne måde. Men vores erfaring viser, at SMART mål kan være en god metode i samarbejdet mellem konsulent og borger. Ligesom de viser sig anvendelige til dokumentation af effekten af den rådgivning og de tilbud, som borgerne modtager fra CFD’s døvblindekonsulentordning.

Blot en lille del af værktøjskassen

Dette blogindlæg giver indblik i en lille del af døvblindekonsulenternes værktøjskasse i forhold til rådgivningsarbejdet. SMART mål er således blot et eksempel på, ét af de redskaber døvblindekonsulenterne kan gribe fat i, i samarbejdet med borgerne. Men også på, hvordan vi i døvblindekonsulentordningen bl.a. arbejder med at leve op til de krav, der fra myndighederne side stilles til dokumentation af effekten af ydelser på det sociale område.

Rigtig god weekend /Trine

Vil De vide mere?

Det siges, at viden er kapital i dagens samfund!

Så har CFD et godt tilbud til dig.

Vi har netop åbnet en ny sektion på vores hjemmeside, hvor vi præsenterer noget af den viden, som vi anvender i vores arbejde. Sektionen hedder “CFD Viden” og kan findes her: www.cfd.dk/viden.

Billede af Monika Grafik fra Pixabay

På denne side kan man få et indblik i CFD’s arbejde. CFD dækker et bredt område – både, når det gælder borgergrupper, handicaptyper og indsatser. CFD’s tre områder – Rådgivning, Tolkebooking og Sociale Tilbud – har bidraget med tekster til den nye hjemmeside. Siden er opdelt i forskellige områder og teksterne kan også søges frem.

I øjeblikket er der over 60 artikler om emner, som strækker sig fra digital dannelse for personer med særlige behov over CI og døvblindhed til tolkning uden brug af tegnsprog. Der vil løbende blive tilføjet nye artikler. Artiklerne er delt ind i følgende områder:

Pædagogik
Rådgivning og vejledning
Arbejde og uddannelse
Familie og forældre
Psykologi og psykiatri
Tolkning.

En invitation…

Der er flere mål med den nye hjemmeside. For det første skal den tydeliggøre det vidensgrundlag som CFD arbejder ud fra. For det andet skal det synliggøre den betydelige vidensproduktion, der finder sted på CFD. 600 højkvalificerede medarbejdere på det specialiserede handicapområdet giver rig mulighed for at indsigter i forskellige problemstillinger, og det vil vi gerne dele med andre. For det tredje er der tale om en invitation til mulige samarbejder. CFD vil gerne samarbejde med andre om at skabe ny viden til gavn for vores borgere. Det er vores håb, at universiteter, virksomheder, organisationer, styrelser og andre fremover bliver mere opmærksom på denne mulighed. Trine Tangsgaard, chef i CFD Rådgivning, siger:

”CFD tager et, for mig at se, ret afgørende skridt i forhold til at dele viden og skabe viden på nogle meget små specialiserede fagområder. Vi er landsdækkende leverandører på døve- og døvblindeområdet, og vi ligger inde med en stor specialviden, som vi har et ansvar for at dele og udvikle.”

Et første skridt

Det er et positivt første skridt. Og jeg håber at man rundt omkring vil være interesseret i at samarbejde med CFD om at skabe mere relevant viden om bl.a. døvblindhed. Det er der brug for, og jeg savner især forskning, der tager afsæt i borgernes egne oplevelser og erfaringer. Det sker ikke ofte nok og det er en skam – hvem er ellers bedre til at vide noget om livet med erhvervet døvblindhed?

PS Tak til Jyllands-Posten for lån af slogan (i titlen)

/Niels-Henrik

Når fremtiden er nu

Skal man beskrive året 2020, så må man diplomatisk konstatere, at det er et dramatisk år, hvor verden virkelig er blevet vendt på hovedet. Men jeg fik lyst til at dele nogle forskellige ting, der er dukket op i mit feed fra forskellige sociale medier de seneste par uger. Og nej, det er ikke flere nyheder om Corona eller det amerikanske valg. Det skal andre nok sørge for!

I stedet er der tale om pressemeddelelser, hvor man tænker: Wow, nu sker der noget konkret behandlingsmæssigt. Det havde jeg ikke troet ville ske nu – det plejer altid at være 10-20 år ude i fremtiden.

Den første nyhed stammer fra Rigshospitalet. De meddeler, at de nu er begyndt at behandle patienter med midlet Luxturna. I første omgang er det rettet mod patienter med RPE65-relateret nethindedystrofi (LCA: Lebers congenitte amaurose), men det undersøges internationalt om midlet måske er virksomt mod visse varianter af Usher Syndrom.

Læs mere om Luxturna på firmaets hjemmeside.

Læs Rigshospitalets pressemeddelelse om den nye behandlingsmulighed her.

Det er virkeligt opløftende at der nu begynder at aftegne sig nogle behandlingsmuligheder, og godt at se, at Rigshospitalet følger med udviklingen på området.

Billede af en glødepære. Fotos af Lucas Oliveira fra Pexels

Den anden gode nyhed stammer fra Hearing Loss America, som groft sagt er den amerikanske pendant til Høreforeningen. De har sendt en forespørgsel ud til deres medlemmer med en mulighed for at deltage i afprøvningen af et nyt middel, der skal afhjælpe (visse former for) høretab.

Der er information om forsøget her. Og information om det eksperimentelle middel, der skal afprøves, her.

Det må være et af de første forsøg, hvor man undersøger om et medikament kan afhjælpe et høretab. Men det er noget af en landevinding, hvis det blot delvist kan afhjælpe en hørenedsættelse. Det åbner i al fald nogle nye perspektiver.

Det kan være hæsblæsende at følge med i alle de midler og forsøg, der aktuelt pågår. Et sted, hvor man kan orientere sig er denne side, som vedligeholdes af “Foundation Fighting Blindness”.

Det er godt, at det nu ser ud som om, at der indenfor en overskuelig tidshorisont er håb om nogle behandlingsmuligheder. Og lidt håb kan vi godt bruge, når vi i øvrigt ser på hvad der er hændt i 2020.

/Niels-Henrik

Pakke fra min leder!

Fad med kastanjer ved siden af guldæske med chokolade og kort med efterårstræ i gyldne farver

I mandags kom jeg træt hjem fra arbejde og så til min rædsel en pakke til mig. Hvad havde jeg glemt, at jeg har bestilt eller har jeg trykket på en forkert knap på en bestillingsside?

Nej , det var en dejlig hilsen fra vores ledelse, der anerkender og takker os for vores indsats i arbejdet i denne sære Coronatid, hvor næsten hver dag byder på en ny måde at løse opgaverne på-og med SPRIT- AFSTAND of VÆRNEMIDLER og masser af skærmsnak

Webinarer

Jeg er sikker på at de fleste af bloggens læsere har været til oplæg, konferencer og møder det sidste halve år via skærm. I går var pressemødet om mink og Corona på to gange skærm og jeg ved, at jeg ikke sikkert hørte alt ,hvad Statsministeren sagde, og jeg havde heldigvis en tegnsprogstolk ved siden af på skærmen, hvor jeg lige kunne få samlet trådene op. Men det trætter med den dårlige lyd. De webinarer fra Socialstyrelse m.m. jeg har fulgt føles ikke så vedkommende som et live seminar. Jer der læser bloggen og ligesom mig har høretab, genkender garanteret at man bliver mere drænet ved alt det skærmsnak!

Pausesnak

På de anden side har jeg sparet energi ved de mange hjemmearbejdsdage, hvor jeg bare kan høre det faglige, jeg skal høre og slipper for at følge med over rugbrødsmaden og på gangsnakken i det vigtige pausesnak som skaber et godt arbejdsmiljø rent socialt, men for Søren, hvor det tærer på energiregnskabet!

Jeg har talt med flere af vores borgere, der også har ” sparet” energi både syns-og høremæssigt på hjemmearbejdspladsen. Synsmæssigt også fordi de så har sluppet for den så udfordrende daglige transport.

Klage

Men jeg vil alligevel klage og beklage at min chokoladeæske nu torsdag eftermiddag er næsten tom

Et stykke chokolade tilbage i guldæsken

Er det godt at få fyldte chokolade af sin leder og få flere Coronakilo her inden julemåneden? Ja, det er det da for det er dejligt at blive anerkendt og SET selvom vi er hjemme eller på landevejen med SPRIT- AFSTAND -VÆRNEMIDLER.

Retfærdigvis skal det siges at vi for tiden er tilbage på vores kontor , når der ikke møder mere end ti personer ind, men i disse dage afholdes der kurser for kontaktpersoner på vores kontor og derfor sidder jeg hjemme med næsten tom chokoladeæske og let ondt i maven.

Kirsten